Det lærende laboratorium – forskellige undervisningsformer

Undervisningen er naturligvis det vigtigste omdrejningspunkt for et gymnasium. På Rysensteen Gymnasium arbejder vi målrettet med udvikling af undervisningen. Vores pejling er visionen om ”kreativ faglighed”, ”viden med globale ambitioner”, et engagerende læringsmiljø med mod til forandringer” og ”en intens atmosfære, der gør det spændende at lære”.

Lærerne er lige så naturligt den vigtigste faktor for, at vi kan få undervisningen til at nærme sig vores vision. Lærernes overskud, kreativitet og empati er afgørende for, om vores ambitioner kan nås. Derfor er efteruddannelse, kollegiale fællesskaber og modet til forandring væsentligt. En meget stor andel af vores lærere arbejder engageret i skolens forskellige organisatoriske udvalg med at forbedre og videreudvikle Rysensteens faglige og pædagogiske tilgange. Dette arbejde bygger på en Hvidbog fra 2012 med anbefalinger til en rysensteenerdidaktik. Og kommer rundt om en lang række forskellige indsatsområder: Internationalisering og Citizenship, AT og toning, faglig formidling, IT, vejledning og talentudvikling – blot for at nævne nogle af disse udvalgs fokusområder. 

På Rysensteen Gymnasium forventer vi, at du vil engagere dig i din hverdag – såvel i skolen som udenfor. Vi arbejder med medinddragelse af elever i skolens organisation og giver muligheder for, at elever kan arbejde med at udvikle medborgerskab ved at tage medansvar i skolens mange udvalg – formelle som uformelle. Vi understøtter elever med ambitioner og stimulerer hver enkelt elev til at nå så langt i sin faglige og personlige udvikling, som det overhovedet er muligt. Derfor har vi et stort talentudviklingsprogram, hvor talentet yderligere kan blive stimuleret.