Rysensteens fysiske rammer

Rysensteen Gymnasium har de senere år udviklet sig til et rigtigt ”down-town”- campus. Med udgangspunkt i den gamle men moderniserede hovedbygning på hjørnet af Tietgensgade og Kvægtorvsgade strækker skolen sig til musikhuset og salen i gården, sciencelokalerne overfor i Brune Kødby, idræts- og samlingsfaciliteterne i DGI-byen og videre til projektfaciliteterne i Hvide Kødby. 

I vores lokaler i  Hvide Kødby på Flæsketorvet 60 har vi foreløbigt indrettet 2000 m2, der bl.a. rummer et projektværksted med plads til at boltre sig med det, vi i visionen kalder ”kreativ faglighed”. Vi kalder værkstedet for vores Atelier, fordi det i første omgang giver plads til de projekter i Almen Studieforberedelse (forkortet AT), som alle klasser har i 200 timer af deres gymnasieforløb. Men også andre tværfaglige og fag-faglige projekter, der kræver plads til gruppearbejde eller andre projektarbejdsfaciliteter bliver afviklet i disse lokaler. 

Som på et college i storbyen, vandrer rysensteenerne rundt i Vesterbros mangfoldige og inspirerende nærmiljø som en naturlig del af  hverdagen. Dog vil vi skema-teknisk altid lægge mindst en halv dag ad gangen i Hvide kødby – så der er grænser for, hvor langt man skal gå i frikvartererne! Læs mere om Campus Rysensteen her.