3t hjemme fra Boston

Trætte efter 12 timer på farten, landede vi i lufthavnen beliggende i den sydlige del af Boston: klar på at udforske Boston i det usædvanligt gode vejr. Vi tog metroen til North end: en gammel del af byen der har været beboet siden 1630, og er kendt for dets italienske nabolag, hvor vi blev indkvarteret. De følgende 3 dage gik vi bl.a. på the Freedom Trail, hvor man på en sti rundt i Boston går i fodsporene på modstanderne af det britiske imperium i 1700-tallet. Derudover besøgte vi Boston Tea Party Museum, hvor vi legede kolonister, kastede the i vandet og fik indblik i tankerne bag Tea-party protestaktionen.

Efter et par skønne dage i Boston, kørte vi videre til Maine, med formålet at besøge Marshwood High School og bo hos lokale familier, der alle havde en tilknytning til denne skole. I Maine holdt vi en fælles barbecue, hvor der blev hygget om bålet, kastet football samt fik chancen for at snakke med vores værtsfamilier. Torsdag, dag 6, besøgte vi Marshwood High School, hvor vi hver især skulle følge en elev i de forskellige lektioner. Heldigvis for os var det homecoming week, hvilket betyder at hver dag i ugen havde et tema. Den dag vi besøgte skolen var temaet skolens farver som var hvid og lilla. Dette betød at alle elever på mere eller mindre ekstrem facon havde iklædt sig tøj, parykker eller anden udklædning, der var hvid eller lille. Senere på eftermiddagen var der en Pep Rally, hvor alle skolens elever var samlet, for at konkurrere internt mellem de fire årgange. Med den gode stemning og cheerleaders levede den amerikanske “School spirit” i bedste velgående, og der blev sunget, danset, råbt og skreget. Traditionen tro, sørgede dommerpanelet for at seniors (3.g) vandt det hele, hvilket resulterede i en sal i kog. 

Om aftenen deltog vi sammen med de andre elever i homecoming dance, som blev afholdt på skolen. Vi fik snakket med elever fra alle årgange og fik oplevet den amerikanske ungdom på godt og ondt. Dette var også den aften de kulturelle forskelle mellem den amerikanske ungdom og den danske stod størst ud for os. Ordet fest fik lige pludselig en helt anden betydning end den vi er vant til. Det er en aften mange af os sent vil glemme! 

Dagen efter drog vi mod Mount Agamenticus, som vi uden større besvær fik besteget og fik set Maine fra oven, hvilket er et syn alle burde se! Efterårets farver havde spredt sig og skoven besad alle nuancer fra grøn til ild rød. Efter at have nydt dette skønne syn og snuppet et par bjergtoppe mere med, besluttede vi os for at udnytte de 26 grader og solskin, som Maines vejr bød på. Hvilken bedre måde at fejre den sidste hele dag i Maine på, end at tage en smuttur på stranden og surfe på de sprødeste bølger man kunne tænke sig. Mens nogle af os drog i krig med havets hvide bølgetoppe, slappede de resterende af med en omgang boldspil med alverdens bolde, mens andre blot nød den skyfri himmel. Denne aften sluttede af på den mest amerikanske vis, men et football game på hjemmebane. 

Da disse hæsblæsende dage i Maine var løbet til ende, blev vi endnu engang indlogeret i Boston. Da roen var faldet over os var det tid til at dyrke det mest kendte tekniske universitet i verden, nemlig MIT, hvor vi blev modtaget med åbne arme af Tobias Colding, der siden 2005 har været professor i matematik på MIT. Privilegerede som vi er, fik vi en guidet rundvisning på dette storslået campus med dertilhørende anekdoter om livet på MIT.

På nær enkelte tilbageslag, har det været en fabelagtig tur, hvor vi har mødt en palet af gæstfrihed, videbegærlighed og ikke mindst en kultur der er værd at dyrke.