3w i Singapore - læs reportagen

Blev mit globale medborgerskab indløst i Singapore?  - Af Asker Bryld Staunæs, 3w

Rysensteens citizenshipprogram kom til Singapore 
Singapore er én af verdens tre bystater. Når land og by smelter sammen vækker det opsigt – bare se på de globale rystelser som Vatikanet og Monaco sender ud i verden, når de kårer Frans til pave, eller køber stjerneangriberen Radamel Falcao. Sammensmeltningen mellem land og by medfører ofte velstand og omtale, men Singapores lyntransformation fra britisk junglehandelsstation til vækstperle i verdensklasse har sat gang i helt nye diskussioner og fordomme. For når man konstruerer en ny virkelighed, og starter et nyt projekt, som man har gjort det i Singapore, bør og skal denne virkelighed granskes, udfordres og propaganderes, men kan vi overhovedet det, og hvorfor vil vi det?


Det er grundlaget for 3w fra Rysensteen Gymnasiums studietur til Singapore. Vi er 'firstrunnere' på skolens nye 'citizenshipprogram' (globalt medborgerskab), som skal ruste os til at indgå i den nye, globaliserede verden. Det er grundlaget, præmissen og tilsyneladende også realiteten, og derfor har vi de seneste to år læst en masse artikler og d. 28. august 2013 kunne vi endelige oprette hashtagget #3WtilSingapore på Instagram, og sætte os i flyveren mod Singapore. Her brugte vi 10 dage på homestays, skolebesøg, forelæsninger, kvarteranalyser og karaokebarer, mens vi undersøgte singaporeanerne og os selv, for at forsøge at indløse det globale medborgerskab, som vores skole så generøst har lovet os.

Vi har studeret Singapore intenst i vores to første gymnasieår, og har derfor samlet en del forudanelser op, for at forstå hvilket land vi skulle besøge. Her er en vilkårlig liste over vores forudanelser (fordomme, hvis vi skal bruge et mere ærligt ord):

• Plasticland
• Autoritært styre
• Skidegode til at tjene penge
• Undertrykt befolkning 
• Stjerneelever
• Robotmennesker
• Hypermoderne
• Osv.

Det lyder som en solid indkøbsliste, ikke sandt? Vi korrigerede listen talrige gange i løbet af vores ophold, frem og tilbage, nye forudanelser ind, gamle ud, rekonstruerede dem, kasserede alt, genindsatte alt – og vi endte med nogle nye konklusioner, som vi ved genfortællingen herhjemme  tilpassede til et klassisk, vestligt og kritisk perspektiv. Konklusion: Det er svært at drage konklusioner på Singapore, men vi skal alligevel 'give it a shot'.

Landet er en heksekedel af diversitet, fremgang, modernitet, traditioner, konstruktion og sikkerhed. De kalder sig Østens Vesten, og de lever i et multikulturelt, fremadstormende samfund, som konstant videreudvikler deres strategi for at imponere på verdensmarkedet for uddannelse og finans. Det er de sikre 'sandheder' - og nu håber jeg at I er blevet klædt ordenligt på, for nu kommer fortællingen: Hvordan foregik kulturmødet mellem Danmark og Singapore, og fik vi det globale medborgerskab, som vi var blevet lovet?

Forsimplet foregik kulturmødet i to stadier: interaktionen og observationen. Og de skal efterfølges af to databehandlingsstadier: refleksionen og konklusionen. Hvis man kan interagere og observere en fremmed kultur, og bagefter og imens reflektere og konkludere på den, bør man vel kunne få stukket et styks globalt medborgerskab i hånden, ikke sandt? 

Interaktionen
Vi startede 'blidt' ud – efter den lange, lange, lange flyvetur kom vi til det varme, varme, varme Singapore, og kunne ikke tjekke ind på vores billige, billige, billige hotel, så vi gik en tur gennem byens høje, høje, høje huse, og fik indtrykket der hed: plastic, plastic, plastic. Den kollektive beslutning som lærere og elever drog var, at vi var ankommet til 'Disneyland with Death Penalty', hvilket indebærer et imponerende slaraffenland, men som er præget af autoritet, amerikanisering og manglende frihed. Næste dag mødte vi vores femtenårige 'buddies', som skulle introducere os til byen for alvor: og så kom kulturchokket.

Traditioner, generøsitet, åbenhed, fotoseancer, søndagsskoler, forlystelsesparker – singaporeanerne kastede danskerne ud i et virvar af Singapore, og da vi dagen efter mødtes på deres skole, den prestigiøse Dunman Secondary School, havde vi fået vendt op og ned på vores fordomme. Vi var forelskede! Tænk at komme til et land, hvor fremmede mennesker giver os mad, husly og underholdning, men samtidig viser en arbejdsmoral (søndagsskole), høflighed (asian style) og åbenhed (fremvisning af byen + nogle sov i seng med deres buddy plus mor plus søster)! Det kunne vi ikke modstå, og vi snakkede lystigt indbyrdes om hvor imponerede vi var over dette mageløse samfund. Hvor lang tid kunne denne antagelse holde?

Antagelsen holdt til næste skoledag. Vi var stadig begejstrede, vores 'buddies' og deres familier havde åbnet sig mere op, og vi havde fået fine afskedsbreve, gode samtaler og andet godt – men da vi vendte tilbage til Dunman, vores andendag, den sidste dag, blev vi forgudet som vestlige superstjerner. Vi var de kæmpestore, smukke, ældre vesterlændinge, og eleverne skreg og hvinede, og tog tusindvis af billeder af de seje danskere. Hvad gjorde rysensteenerne? Dyrkede det, naturligvis. Opsøgte billederne, sendte håndtegn – vi nød vores fifteen minutes of fame, og selvfølgelig gjorde vi det. Det er et menneskeligt vilkår, at vi nyder opmærksomhed, for det giver et selvtillidsboost, der siger spar to! Og det er en naturlig reaktion – både af de meget unge singaporeanere og af de rimelig unge rysensteenere, men det fik os alligevel til at revurdere vores opfattelse. Skyldes deres begejstring overfor os en autoritær opdragelse, som hylder de vestlige, kolonister, som Singapore har et lillebrorforhold til, og egentlig gerne vil assimileres med? Eller var det et tegn på en Bieberkultur, som har ramt alle klodens teenagere, og som vi prikkede hul i? Brugte de egentlig ikke deres smartphones voldsomt meget? Og opførte vi os ordenligt, når vi labbede deres opmærksomhed til os, som de grådige imperialister vi måske alle sammen er? OG giver det overhovedet mening, at Singapore scorer så højt i PISA-undersøgelserne, når de åbenbart står til falds for alle nye indtryk?

Vi kunne ikke svare på alle vores spørgsmål. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, at destillere den voldsomme reaktion et kulturmøde giver, og gøre den operationaliserbar. Vi har vores faste, vestlige metoder: kildekritik, freudiansk underbevidsthedsfokus, samfundsanalyse ifht. det fantastiske (!) demokrati, mens singaporeanerne kigger på professionelle enheder, effektivisering og konstant indsamling af information fra omverdenen.

Derfor måtte vi lægge gymnasiets metoder fra os, når vi skulle analysere vores møde med Dunman Secondary School, og rette blikket mod vores 'mavefornemmelse'. For vi nød det sgu - og singaporeanerne nød det, vi var alle imponerede af hinanden, vi var alle lidt skræmte over oplevelsen af hinanden – og hvad lyder det som? Et chok, kulturchokket, det overvældende indtryk, som man kun kan sanse, når man oplever noget helt nyt, en ny interaktion. Hvad er det nye? At man kan arbejde, tænke og lade sig lede på en anderledes måde, og den kan stadigvæk virke! Konklusionen efter Dunman måtte derfor lyde således: Singapore virker! Men de er overvældende, og det er vi sikkert også.

Vi kan sætte kryds i vores globale medborgerskabskort ved 'interaktionen'. Vi interagerede, vi analysere på interaktionen, det lykkedes – interaktionsmission Danmark-Singapore kunne lade sig gøre! Men forstod vi hinanden? Hinandens kulturer, tankegange og sociale normer? Og tror vi, hvide, vestlige rysensteenere, på at vi fik både over- og underfladen med? Den over- og underflade som vi har fastslået som eksisterende – det siger Freud jo, men findes begge 'flader' også i Singapore – og findes de i Danmark? Vi ved det ikke, og det var en af vores lærestreger: Vi kan gætte meget, men der er stadig meget vi ikke ved. Singapore har alligevel en ekstrem diversitet, kombineret med en ekstrem ensformighed, og derfor er det stadigvæk umuligt at føre antagelsen over til konklusionen.

Men vi prøver, det er jo sjovest, nu kommer:

Observationen
Det gode ved en fancy studietur er, at den også skal være lang. 10-11 dage (alt efter hvordan man betragter lufthavne som værende en del af turen, der kan argumenteres for og imod! Satme en flot lufthavn de har, singaporeanerne) skulle fyldes ud, så vi observerede. Vi besøgte universitetsfolk, forretningsmænd og ambassadører og vi interviewede 'manden på gaden' og undersøgte de etnisk bestemte kvarterer i Singapore.

Singapore har oprettet etnisk bestemte kvarterer, som huser malayer, kinesere og indere. De hedder så stereotype navne som 'Arab District', 'Chinatown' og 'Little India', og eksisterer for at agere et symbol på dyrkelse af traditioner. Singapores tese er at hvis befolkningen har mulighed for at dyrke  deres 'race og religion' i privaten, vil den være mere tilbøjelig til at dyrke det fælles, moderne Singapore professionelt. På den måde opretter man, med et negativt ladet dansk ord, parallelverdener. I Singapore er parallelverdener ikke negativt ladet, for man ser ikke verden som opdelt, men som en evig helhed. På samme måde som singaporeanerne er typisk asiatisk afhængige og ekstremt knyttede til elektroniske virkemidler og sociale medier, sørger de for at udleve deres traditioner, som altid er bestemt efter etnicitet. Og lige meget hvem vi spurgte, hvordan vi spurgte og tolkede – så synes alle, at det virker skidegodt. Der er nogle klager: de veluddannede eller mest integrerede singaporeanere mener, at de etnisk bestemte kvarterer er for fremmede. Det er altså en traditionalitetsdyrkelse, som virker for integrationen, men når den er færdiggjort, bliver den ubrugelig. Det betyder dog ikke, at de integrerede singaporeanere ikke dyrker deres etnicitet, religion og traditioner i privaten – det gør de! men den bliver primært holdt i hjemmet, mens den forsvinder såvel professionelt som på gaden.

Når det professionelle er moderne, så skyldes det anglofili. Det professionelle Singapore er engelsksproget og vækstorienteret, og har tydelige postkoloniale rødder, men det er med til at skabe nationens egen identitet, som er sammenblandingen mellem Østen og Vesten. Traditionen og det moderne. Autoriteten og udfoldelsen. 

I Vesten ønsker vi typisk en form for assimilation. Den danske forfatter Henrik Nordbrandt mener, at det typiske for Danmark er at vi er typiske. Vi dyrker det typiske, er det typiske og skaber det typiske. Den vestlige (amerikaniserede) udenrigspolitik består i indførslen af vestlige værdier som demokrati, frihed og lighed i alle verdens lande. Derfor kaldes globaliseringen også tit for amerikaniseringen, og derfor at det forfriskende at singaporeanerne formår at koble det amerikanske sammen med det traditionelle. Vi ved selvfølgelig ikke, om Singapore i fremtiden vil møde en afkolonialisering, men det ville da være trist og kønsløst hvis de blev helt som os. For hvordan skulle vi, eleverne på Rysensteen, så kunne blive overraskede, overvældede og OVERdrevent begejstrede, når vi besøger Singapore, løvehavfruens by?

Fik jeg et styks globalt medborgerskab?
Jeg ved egentlig ikke, om jeg har fået et styks globalt medborgerskab. Rysensteen gav os ikke et kort, der kunne bekræfte optagelsen (det havde singaporeanske elever sikkert fået, måske endda en pokal, dem kan de godt lide). I lufthavnen blev pas- og visumkontrollanterne også ret sure på mig, for jeg havde smidt mit visum væk. Kan man få et styks globalt medborgerskab uden visum?

Til gengæld ved jeg nu, at når man sender en gymnasieklasse over på den anden side af jorden, og lader dem mærke, deltage og se et fremmed samfund, så samler de ufattelige mængder empiri. Du har nu læst størstedelen af min artikel, men du ved ikke hvor frustreret jeg er, for jeg burde ikke have skrevet en artikel – nej, det her burde have været en afhandling, og en specialeafhandling havde været for lidt, det havde en ph.D også været, den her artikel skulle simpelthen have været en doktorafhandling om Singapore! Andet kan ikke gøre det. Jeg har jo slet ikke fået beskrevet Singapores puritanisme, paralleluniverser, ensomhed og modernitet i et tilstrækkeligt omfang!

En studietur der giver gymnasieelever så mange oplevelser, at de får lyst til at skrive en doktorafhandling. Et land der har så meget diversitet, indhold og fremgang, at det giver gymnasieelever lyst til at skrive en doktorafhandling (hvis vi var kvalificerede til det).

Jeg har besluttet mig for, at give mig selv et styks globalt medborgerskab. Det tror jeg også, at mine klassekammerater har gjort. Vi har ikke været rundt i hele verden, men vi har faktisk fået en rigtig studietur. Det var ikke en turistrejse, backpackertur eller bare en almindelig 'metastudietur' til Bornholm eller La Santa Sport - til sammen har en hel gymnasieklasse sikkert været rundt i hele verden på sådanne ture, men studieturen skal gerne kunne hæve sig op på et andet niveau, ligesom vi skal kunne hæve os op på det højeste taksonomiske niveau, når vi afleverer opgaver. En studietur skal ruste os til at studere, vække vores nysgerrighed og disse krav kan en studietur til Singapore tilsyneladende opfylde. Og derfor er 3.W de nyeste indehavere af 'det globale medborgerskab'! 

Men alligevel spørger vi: Måske, hvorfor og alligevel sandsynligvis jo – det er jo hele pointen med medborgerskabet, globalt som nationalt: Spørgsmål og svar, undren og viden, overraskelse og afklaring.

Se billeder fra rejsen nedenfor.