Besøg fra Kina

3d og de kinesiske elever foran Rysensteen

Jeg havde fået at vide på forhånd, at kinesiske unge er langt mere umodne end danske. Jeg fik at vide, at de ikke var selvstændige. Og så var dem, der skullle besøge os tilmed en del yngre end os, så jeg havde forberedt mig på at give bestemte, præcise instrukser om aftensmad, offentlig transport samt bade- og sengetider. 

Da jeg så tog til Rysensteen for at hente Xianghui fra vores partnerskole i Hangzhou, blev jeg mødt af en høflig ung mand, der sagtens kunne fortælle, hvad han havde brug for og var super nem at have med at gøre. Genbesøget var på ingen måde som at tage sig af et lille barn, der skulle have hjælp til alting, men blev i stedet en sand fornøjelse. Jeg brugte så lang tid på at forberede mig på, hvordan kinesere var, at jeg glemte, at Xianghui også er et individ. Han er interesseret i astronomi, vil gerne lære at spille klaver, er fan af Coldplay (eller blev fan efter han deltog i en dansk musiktime), og så spiller han basketball på hobbyplan. Han taler ikke synderligt godt engelsk, jeg taler ikke synderligt godt kinesisk, men det viste sig alligevel, at vi havde en masse at tale om. 
 
I løbet af Xianghuis besøg fik jeg et meget personligt forhold til et menneske fra den anden side af kloden, og jeg fik lagt ro på en masse af de bekymringer, jeg havde inden da. Dette kulturmøde rejste selvfølgelig også en masse nye spørgsmål, som "har de kinesiske unge nok tid til at dyrke deres interesser?" og "hvor bliver de bananer, jeg giver ham med i madpakken, af?" (Han siger, han gerne vil have dem, men jeg ser ham lægge dem tilbage i tasken efter frokost. Jeg bruger hele dagen sammen med ham, og han spiser ikke sine bananer. Ligger de stadig i tasken? Tager han dem med videre til Oslo?). Jeg glæder mig derfor til at tage til Kina selv for at lære endnu mere, og forhåbentlig få svar på disse spørgsmål.