Brev fra 3c i Egypten

Det er nu tre dage siden vi landede i lufthavnen i Cairo. Siden da har vi oplevet en masse. Efter at have mødt vores respektive Egyptere (igen) og fået ca. 5 timers søvn, kørte vi i i bus ud til citadellet fra skolen. For første gang mødte vi den rigtige egyptiske trafik, hvor vogne trukket af æsler på motorvejen ikke er et sjældent syn og vejbaner, lyskryds og signalering ved vognbaneskift stort set ikke eksisterer. Citadellet er en gammel middelalderfæstning fra dengang Egypten var et monarki. Det var nærmest en hel by for sig selv med huse til tjenestefolkene og en enorm moske som er noget mere prangende end de moskeer vi har i Danmark. Der var mindst 20 meter til loftet og den var udsmykket med guld, tæpper, og arabiske skrifter på væggene. På citadellet opdagede mange af os at vores interesse for Egypten og egyptere er gengældt. Fremmede egyptere kom op til os og ville tage billeder med os og snakke med os. De var enormt glade for at se turister igen, fordi turismen er faldet til under en tolvtedel af hvad den var før revolutionen i 2011. Efter vores moskebesøg var planen at vi skulle på militærmuseum. Men på typisk egyptisk vis havde museet lige pludselig lukket, og vi måtte finde på noget andet. Om aftenen tog vi til et mall for at se Barcelona mod Juventus, og ryge vandpibe. De unge Egyptere mødes altid i malls efter skole, fordi der er sikkert at være og de ved deres venner kommer der. Som en af egypterne sagde: "It's like your Obelix".

Dagen efter var vi på den danske ambassade, hvor vi blandt andet fik lov til at høre oplæg fra chefen fra det dansk-egyptiske dialoginstitut, og mødte den danske ambassadør i Cairo. Det dansk-egyptiske dialoginstitut er et institut der gør et stort stykke arbejde med at holde forholdet mellem Danmark og Egypten ved lige, og generelt bare forbedre forholdene i Egypten. Om aftenen skiltes vi ad. Fjorten tog til bryllup, mens vi andre tog i mall igen-igen. Det var endnu en Champions League aften, så vi fandt en cafe og så Liverpool-Sevilla.

Her er tæskevarmt og nøj hvor er det en dejlig afveksling fra det danske efterår.

Nu sidder vi ved en café og hører muslimske bønner strømme ud over højtalerne, mens vi venter på de andre kommer tilbage fra Bryllup.

I Egypten holder man weekend fredag-lørdag, da der er fredagsbøn om fredagen. Så snart står den på weekendshygge for mange af os ude ved det røde hav, hvor der skal bades og dases. Efter weekenden står den på pyramider, og så er der ellers afgang på Nilecruise. Vi vender tilbage til jer på vandet!

 

Venlige hilsner Marcus og Mads, 3c