Ellen tog tilbage til Indien

I september 2015 var jeg på studietur til Indien. Dette første møde med Indien og dets fantastiske kultur var både spændende men også frustrerende, idet man så hvor mange hjemløse børn der levede på Mumbai’s gader.

I dag, 1,5 år efter, er jeg lige hjemvendt fra min anden tur til Indien. Denne gang var jeg i Kolkata i 2 måneder med NGO’en Gadens Børn, som hjælper børn der lever og bor på gaden eller i slummen.

I de sidste to måneder har jeg lært en masse børn og unge at kende, hørt deres historie og været en del af et team, som hjælper dem med uddannelse, hospitalsbesøg og giver dem mulighed for at lege som børn.

Jeg har været projektansvarlig for en af Gadens Børns to skoler. Skolen har ca. 120 elever der kommer fra slummen og socialt belastede områder. Det er ikke alle børn der forstår vigtigheden af uddannelse, og derfor var min opgave også at tage ud i nærområdet og tale med børnene og deres forældre og overtale dem til at komme i skole hver dag, samt at finde nye børn der endnu ikke har haft denne mulighed. Det hele forgik selvfølgelig med en af skolens indiske lærere som oversætter, da størstedelen af de lokale ikke kan sige andet på engelsk end “Hello madame, how are you?”

Herudover har jeg brugt meget tid på Kolkata’s næststørste togstation Sealdah Station, hvor Gadens Børn har et nært forhold til flere af de familier og børn som bor på stationen. Her kommer de frivillige med legetøj nogle gange om ugen for at give børnene en “pause” hvor de bekymringsløst kan male i en rigtig malebog og lege med rigtig legetøj. Mange af de lokale fandt det underligt at hvide mennesker ville være så tæt med de beskidte gadebørn, og derfor stod der altid en kreds af stirrende mennesker rundt om vores tæppe.

På stationen var der også flere nybagte mødre som vi gav mælkepulver eller babymad, da mødrene ofte sniffer lim eller drikker alkohol, og deres amning derfor er skadeligt for barnet.

Vi holdt også altid øje med om der var syge børn, som vi kunne hjælpe på hospitalet. En af de børn jeg husker tydeligst, er en 9 årig dreng, som bor på stationen med sin far. Han havde betændte sår på hele kroppen og var irritabel og aggressiv over for de andre børn. Jeg tog ham med på hospitalet, og det viste sig at drengen havde en hudsygdom, staflykokker, som kunne kureres med antibiotika og salve. Selvom faren ønskede at hjælpe sin søn, var dette korte hospitalsbesøg en umulig opgave for ham, da han ikke havde penge til medicinen eller kunne finde ud af at begive sig rundt på det meget hektiske og uorganiserede hospital, grundet at han er analfabet og derfor ikke kunne læse skiltene. Efter hans behandling er drengen pludselig lyst op og var altid smilende og glad når jeg kom og besøgte ham.

På trods af at jeg på de to måneder kun var i Kolkata, tror jeg, at jeg har set mere af Indien og dets kultur end hvis jeg havde rejst rundt fra by til by. Ved at gå de samme steder flere gange, tale med folk fra den laveste sociale klasse og arbejde sammen med lokale indere hver dag, opdager man steder og mennesker som man nemt kan overse når man kun ser landet som turist. Dette nære møde med Indien og dets folk har lært mig meget om kulturen og hvorfor fattigdommen kan være så svær at bryde ud af.

/Ellen