Ryssere ude i verden
Som elev på Rysensteen og deltager i skolens Global Citizenship Programme, får man blod på tanden i forhold studier i udlandet. Her kan du læser om Sarah Miller - der bleve student fra Rysensteen i 2014 - og hendes beslutning om at studere i USA frem for i Danmark:
I august 2014 startede jeg på Bryn Mawr College lidt udenfor den amerikanske by, Philadelphia. Det er et lille og meget smukt kvindeuniversitet med 1300 ’undergrad’ studerende. Jeg bor på campus, i en bygning der ligner noget fra Harry Potter, på et lille, hyggeligt værelse, som jeg deler med min værelseskamerat.
Jeg syntes bestemt ikke, det var nemt at rejse fra København, familie, venner og så videre. Og det var så tydeligt, at jeg ikke syntes det var nemt, at min mor flere gange om dagen måtte spørge mig, om jeg havde fortrudt. Men det havde jeg ikke, svarede jeg hver gang, så sikkert jeg nu engang kunne. For selvom det er et meget stort og svært skridt, så er jeg så glad for at have gjort det, at jeg slet ikke kan forestille mig at være blevet i København. Og jeg vidste, at Bryn Mawr var det perfekte sted for mig, og at det var en kæmpe chance at være her, som jeg ikke ville spilde.
I USA handler det meget mere om hvilket universitet, man går på, end det gør i Danmark. Der er tusindvis af universiteter, og hvert har sin egen ”personlighed”. Jeg valgte en lille skole, hvor mine største klasser er på 35 studerende, fordi jeg ved at der skal meget til for at jeg ikke falder i søvn til forelæsninger, men jeg elsker klassediskussioner. Jeg valgte en skole, der lå tæt på en by, fordi jeg aldrig har boet uden for København, og ikke kunne klare tanken om fire år uden en storby. Jeg valgte et kvindeuniversitet, fordi der er en helt speciel følelse af sammenhold og fordi Bryn Mawr (bl.a. på grund af sin historie) har fokus på social retfærdighed, både i og udenfor klasseværelserne. På danske universiteter vælger man desværre ikke efter meget andet end placering og studie – og jeg ville gerne kunne designe min universitetsoplevelse mere end dét.
Jeg ved ikke, hvad jeg ender med at få en bachelor i endnu. Når man søger et universitet, der er Liberal Arts i USA, vælger man nemlig en skole og ikke et bestemt studium. Jeg har taget et soliologifag om social ulighed samtidig med, at jeg har studeret politisk filosofi, fransk og et fag, der hedder Intro to Peace, Justice and Human Rights. For mig er det en rigtig god løsning, for jeg aner ikke hvad jeg vil specialisere mig i, men jeg ved, at jeg ikke har lyst til ikke at gå i skole.
Dét at bo på campus gør også, at skolen bliver en meget stor del af én selv og ens liv. Man er der størstedelen af tiden, og man ender med at have rigtig mange ting til fælles med de andre studerende. Jeg kan tale med min fars veninde, som gik på skolen for 35 år siden om de ting, vi laver, hvor jeg bor, osv., lige så vel som med dem, der går her nu.
Jeg kunne ikke se mig selv gå på et universitet i Danmark. Ikke fordi der er noget som helst galt med universiteterne i Danmark (tro mig, mange amerikanere har spurgt mig, hvad pokker jeg laver i USA, når de hører om danske universiteter), men oplevelsen er en helt anden og mere, hvad jeg havde lyst til. Og jeg synes, det er en kæmpe mulighed at kunne bruge et par år af sit liv et andet sted i verden, og jeg vil opfordre alle til at undersøge, om der er et universitet ude i verden, der tiltaler dem mere end de otte gode universiteter indenfor Danmarks grænser. For selvom det til tider er hårdt at være langt væk hjemmefra, og selvom der er kulturelle og sproglige udfordringer, så tror jeg at den her oplevelse vil give mig så meget mere, end jeg nogensinde kunne få, hvis jeg var blevet i Danmark.
Sarah Miller
