Traditionen tro: Haag-udveksling

Venner på kryds og tværs af landegrænser

For godt og vel et halvt år siden rejste 12 spændte 1.g’ere til Haag i Holland. Dette skulle udvikle sig til et tæt fællesskab og ikke mindst venskab mellem danskere og hollændere på trods af forskelligheder. Vi havde alle en værtsfamilie, som vi skulle bo hos, og hele ugen var proppet med sociale aktiviteter og spændende udflugter med oplæg, hvor vi lærte en masse om hollandsk kultur. Blandt andet havde vi en heldagstur til Amsterdam, hvor vi fik en guidet tur rundt i byen, hvorefter resten af dagen var fri til at shoppe, udforske byen og lære hinanden at kende. I løbet af ugen arbejdede vi på et projekt, hvor vi skulle sammenligne Holland med Danmark, hvor vi selv havde valgt fokusset. For eksempel klima, integration og helbred. Udover det planlagte program, havde vi selv planlagt en masse ting sammen.

I starten af april ankom hollænderne til Danmark for at se hvordan, vores liv og kultur var og ikke mindst afslutte projektet. De hollændere vi havde boet hos, skulle nu bo hjemme hos os, og vi fik lov til at opleve glæden ved at være værter. Det var sjovt at bo med en anden på ens egen alder og få lov til at lære dem bedre at kende, men det var også hårdt. Vi fik et rigtig godt venskab med den hollænder vi boede hos men også med alle de andre på turen.

Vi opdagede også at der var mange ligheder mellem os danskere og hollænderne og derfor var det nemmere for os at finde fælles interesser. Deres engelsk niveau var også rimeligt højt, så det var forholdsvis nemt at snakke med dem.

Alt i alt, er vi derfor slet ikke i tvivl om hvad denne udveksling har betydet for os. Det har givet os mange gode oplevelser, fællesskaber og venskaber. Ikke mindst imellem os danskere, hvor vi er blevet rigtig gode venner på tværs af studieretninger. Vi kan derfor kun opfordre alle til selv at ansøge om dette her program næste år. Det har været det hele værd.

-Skrevet af Torval, Maja og Mathias – på vegne af Haag gruppen