Udveksling med Dortmund

Igen i år drog glade 2g- tyskelever afsted for at besøge deres udvekslingsvenner  fra vores partnerskole "Heinrich Heine Gymnasium" i Dortmund. Efter en del udfordringer med hhv. Scanlines og DSB, nåede vi vores mål og resten af turen forløb gnidningsløst. 

Ud over den generelle kulturudveksling, oplevede eleverne glæden ved at kunne anvende deres sprog og praksis. I lyset at den aktuelle situation i Europa, stod udvekslingen dette år i flygtningekrisens tegn. Dortmund er den by i Tyskland hvor der ankommer flest flygtninge om dagen og da krisen var på sit højeste modtog byen 3000 mennesker om dagen. 

Byen har arbejdet hårdt for at give flygtningene er god velkomst, de har oprettet flere midlertidige boliger og lejre til flygtningene, men de har isæt koncentreret sig om at give børnene en ordentlig hverdag med skole og fritidstilbud. Vi fik lov til at møde den ansvarlige for de internationale klasser, som de kaldes på HH-Gymnasium, Axel Torker - en ildsjæl, der virkelig arbejder for børnene, der kommer til Tyskland med ar på sjælen. Han fortalte, at der er mange frivillige tiltag, bæandt andet stiller byen cykler til rådighed, som frivillige hjælpere lærer børnene at cykle på, ligesom fritidsklubberne inddrages så børnene får en naturlig hverdag med idræt og leg. Vi besøgte to internationale klasser og talte med børnene og så undervisningen. Det var virkelig en oplevelse. 

I løbet af ugen besøgte vi også den tidligere hovedstad, Bonn, hvor vi besøgte det historiske hus, der fortæller Tysklands historie fra 1945-1990. Der var også tid til ægte teambuilding, da vi var i Mystery Room i Düsseldorf og sproget blev anvendt flittigt undervejs. Hele turen blev sluttet af med fællesmiddag i hyggelige omgivelser.