Et nyt skoleår begynder

Så kom sommeren. Netop som skoleåret tog sin begyndelse! En lille smule træls i lyset af de kolde dage i juli for os, der var i DK, men slet ikke så skidt endda. For når man som Rysensteen Gymnasium har campus spredt over Vesterbro, så er det skønt med solskin som følgesvend, når man skifter lokalitet undervejs i skoledagen.

Vi har i år budt velkommen til 317 nye 1g-elever - nu fordelt i 11 klasser for at tilfredsstille regeringens krav om maksimalt 28 i gennemsnit i klasserne (det giver et overskud, men skyldes fordelingsaftalen i fordelingsudvalget for at rumme alle ansøgerne i regionen).

På Rysensteen har vi nu seks ud af 11 klasser, der har samfundsfag på A-niveau – den ene klasse med matematik og idræt – de andre 5 med engelsk A og matematik B (eller A). Alligevel er det netop ansøgere til samfundsfag på A-niveau, som vi har måttet afvise flest elever af i år. Ved gennemlæsning af alle de ansøgninger, der havde studieretningen ”globaliseringens udfordringer” som første prioritet, står det temmelig klart, at langt de fleste ansøgere bevidst har valgt at søge Rysensteen Gymnasium på grund af skolens profil. Vores ”Global Citizenship Programme” med fokus på kulturforståelse og udvekslingsrejse for alle klasser er vigtigt for disse ansøgere. Ligesom vores udbredte involveringsstrategi i dagligdagen. Det har derfor ikke været nogen rar forsommer i kontakt med de ca. 160 afviste ansøgere, som er blevet placeret steder, de ofte slet ikke har søgt – tvunget efter deres bopæl og ikke deres øvrige kompetencer. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har lyttet til dybt frustrerede ansøgere og deres forældre, der er HELT uforstående overfor begrebet ”frit gymnasievalg” og ikke begriber, at man kan bruge så megen energi på at finde ud af, hvilke gymnasier, der virker mest attraktive og endda beslutte sig for, hvilke man IKKE har lyst til at gå på og dermed ikke søge – og så alligevel ende med at få tildelt en plads der. Samtidig er mange komplet uforstående overfor, at gode karakterer og kompetencer indenfor andet end fx klaverspil ikke kan give adgang til den plads, man ønsker.

Der er slet ingen tvivl om, at fordeling af ansøgere er en vanskelig politisk balancegang. Men diskrepansen imellem de MEGET høje krav til mange studier efter gymnasiet og den kraftige afstandtagen til profilfordeling sammen med en negativ prioritering af afgangskarakterer fra grundskolen giver et meget mudret billede for forældre og ansøgere til gymnasierne. I hvert fald i et storbyområde som København, hvor udbuddet er lige så stort som forskellene - i hvert fald udtrykt blandt dem, der er afvist fra den plads, de ellers ønskede. En ting er givet – privatgymnasierne bugner af elever. Det blev en af de klare konsekvenser af klasseloftet på de 28 – lige som pavillonudlejerne vist også har kronede dage!

Uanset disse udfordringer er skoleåret 2012/13 nu skudt i gang for de 872 rysensteener-elever og de ca. 100 ansatte. 1g-eleverne har haft sjove introdage understøttet af introelever i 2g og 3g samt alle de øvrige elever ved sammenkomster i Kongens Have og Dyrehaven efter skoletid. Vi har haft årets første morgensamling med bl.a. afsyngning af skolens hymne ”Rysensteenervalsen” og en præsentation af skolens utal af udvalg med kraftig invitation til alle nye 1g-elever om at deltage i det sociale netværk på skolen samt lidt anvisninger om, hvor man nu kan komme til at ryge lovligt, hvis man altså ryger! – eller skal forsøge at komme af med sin cykel i det ocean af cykler som ca. 1000 mennesker har på en arbejdsplads som vores.

Nu er de første 1g-klasser draget af sted på hyttetur, og de andre ni klasser følger resten af denne uge og ind i næste. På søndag kommer vores spanske partnerskoleelever en uge til København, og efterfølgende rejser 2.b på genvisit til Spanien. I begyndelsen af september får vi besøg fra partnerskolen i Dortmund og sender en lille delegation til Argentina for at sikre vores partneraftale dér. En anden delegation er på vej til Island, og vi får besøg fra Indien og Singapore i løbet af efteråret. ”Global Citizenship Programme” er godt i gang – med alle de udfordringer der nu ligger i det. Og ved siden af det holder vi af hverdagen! Med alle dens faglige og tværfaglige udfordringer. I år skal al undervisning inddrage erfaringerne fra det 3-årige kompetenceudviklingsprojekt, som blev afsluttet i juni med udgivelsen af hvidbogen ”En rysensteenerdidaktik i støbeskeen” – den kan man orientere sig i her på hjemmesiden.

Vi glæder os til skoleåret 2012/13. Og håber inderligt, at vi i dette skoleår når nye og endnu ukendte vidder i vores ønske om at udvikle almendannelsen til også at rumme globale perspektiver og skabe (mere) innovation.

Gitte Transbøl - august 2012