Besøg fra Dortmund 2021

I år fik vi endelig besøg fra vores tyske partnerskole igen. Her er to elevers beretninger fra besøget:

Rebekka 2d: 
Fra lørdag d. 6/11 til fredag d. 12/11 2021 var vi en gruppe elever fordelt over forskellige tyskhold, der havde 10 tyskere fra Dortmund på besøg. Jeg havde selv en tysk elev boende halvdelen af ugen, hvorefter hun boede hos en af de andre piger.
De tyske elever var med os på sightseeing i København i weekenden og efter skole, hvilket de gav udtryk for, at de syntes var rigtig spændende, fordi Dortmund er en lille by i forhold til København og derudover en industriby. Det var meget givende at have en person med en anden kulturel baggrund boende, der talte et andet sprog, men stadig var jævnaldrende. Der var helt klart en sprogbarriere, der skulle brydes i begyndelsen, men dette var kun en sjov udfordring vi tog op. Der var også udfordringer, da vi grundet vores forskellige kulturelle baggrund havde forskellige normer, værdier og forventninger til hinanden. 


Celeste 2d:
Min deltagelse i Dortmundudvekslingens har lært mig om kulturelle forskelle og har knyttet mig tættere til vores naboland, Tyskland. Mandagen var der værdidebat, hvor vi undersøgte hvilke forskelle og ligheder der er mellem vores lande, snakkede om at være ung i København kontra i Dortmund, og de vigtigste værdier i vores lande. Senere på ugen lavede vi fotosafari, hvor vi bl.a. fotograferede spor af Tyskland i skolens nærområde, og steder der er typisk dansk kultur. Torsdag viste vi de tyske elever Roskilde, hvor vi besøgte domkirken, Vikingeskibsmuseet og Ragnarock-Museet. Det har været en rigtig god og lærerig oplevelse at være på Dortmund-holdet og møde unge gymnasieelever, der kom fra en anden kultur.

 

Danske og tyske elever foran Museum Ragnarock i Roskilde