Science Eksursion til Aarhus
I uge 11 var 2.j på faglig og social tur til Aarhus med to overnatninger fra onsdag til fredag. Torsdag brugte klassen dagen på Institut for Kemi ved Aarhus
Universitet. Her blev der syntetiseret paracetamol med opfølgende analyser af udbytte samt renhed af det fremstillede lægemiddel. Laboratoriearbejdet blev superviseret af tre søde studerende på Medicinalkemi, der også supplerede det praktiske arbejde med oplæg om alt fra lægemiddeludvikling til livet som studerende på AU. Fredag var klassen en tur på det fantastiske Moesgaard museum, hvor de fik et oplæg om stenalderen, de første indvandrere i Danmark og overgangen fra jæger- til bondestenalder med god inddragelse af den seneste forskning og anvendte målemetoder. Derefter var eleverne på egen hånd rundt og se på udstillingerne og fik blandt andet hilst på Grauballemanden. Både torsdag og fredag var der desuden god tid til at se nærmere på Aarhus by og om aftenen blev det til hyggelige fællesspisninger på flere af byens charmerende madmarkeder. En virkelig god tur, der endte i København tidsnok til, at 2.j kunne tage direkte videre til Rysfest fra kupéen.