Sammen skaber vi fremtiden - Rysensteens strategi 2025-30

Sammen skaber vi fremtiden – Rysensteens strategi 2025-30
På bestyrelsesmødet i marts 2024, hvor Rysensteen Gymnasium også fik en ny bestyrelsesformand, blev det besluttet, at vi ville igangsætte arbejdet med at udfærdige en ny strategi, da den eksisterende strakte sig til 2025.

På et møde for alle lærere i april 2024 holdt bestyrelsesformand Dorthe Petersen et kort oplæg om forventningerne til den kommende strategi, som var at videreføre arbejdet med Global Citizenship Programme og i øvrigt inddrage de perspektiver som udviklingen peger i retning af med fx AI og bæredygtighed. Samtidig understregede hun, at arbejdet frem mod den kommende strategi ville være involverende af både medarbejdere og elever, og at vi også ville inddrage eksterne i processen.

Det blev besluttet at lade eksterne konsulenter hjælpe med opgaven – nemlig to konsulenter fra BETA.

Arbejdet med strategien har strakt sig over et år. BETA har afviklet interviews med både teksterne og interne parter om synet på Rysensteen og hvad man måtte mene et gymnasium beliggende midt i København skal kunne tilbyde i fremtiden. Der blev afviklet et strategiseminar for bestyrelsen, hvor konsulenterne fremlagde svarene fra disse interviews, og hvor paneler af lærere og elever bidrog til en forståelse af, hvad Rysensteen er og hvad man måtte ønske Rysensteen kan blive.

Herefter arbejdede bestyrelsen sig frem til, hvilke strategiske målsætninger der skal være gældende for Rysensteen Gymnasium de kommende 5 år, og BETA hjalp med at skærpe beskrivelserne af hvilke mål der skal indfries.

Resultatet af arbejdet ligger her! En fornyet strategi, der hviler solidt på alt det arbejde, der har været prioriteret de tidligere år. Men med klare valg af at understøtte det globale arbejde med vægt på fordybelse og mestring og fokus på relationer i nære fællesskaber. Under mottoet:

Du skaber Rysensteen, 
Rysensteen skaber dig, 
Sammen skaber vi fremtiden

påbegyndes nu implementeringen af strategi 2025-30. Med vægt på det vi kender, men med stor åbenhed mod også at løse de udfordringer der kommer. Og: til glæde for alle kommende studenter på Rysensteen de næste 5 år!

Læs Rysensteens Strategi 2025-2030

sammen skaber vi fremtiden