En tak til Birthe Christensen - skolens rektor 1970-1994
I sommerferien sov skolens tidligere rektor - Birthe Christensen - stille ind. Hun blev 98 år gammel.
Birthe Christensen har betydet utrolig meget for skolen.
Hendes virke på Rysensteen Gymnasium begyndte i 1956 som adjunkt, da Rysensteen stadig var en pigeskole. I 1970 blev hun - med opbakning fra både elever og lærere - udnævnt til rektor. En post, hun bestred med vision, engagement og stor menneskelig indsigt helt frem til 1994.
På Rysensteen understreger vi overfor vores elever, at vi står på skuldrene af de forgængere, der har skabt de kvaliteter, der findes på Rysensteen. I murene og i fællesskaberne. Birthe satte i særdeleshed en retning for skolen, som stadig mærkes i dag. Hun arbejdede aktivt for en mere demokratisk og åben skolekultur.
Som tidligere formand for Rysensteens Alumneforening, Jesper Nygaard, nævnte i sit portræt af Birthe: "Hun understøttede dem, der havde udfordringer, og som ikke kom fra hjem med bøger i reolen. For Birthe – eller Chrisser, som vi elever kaldte hende – var begreberne inklusion, mangfoldighed og ’Leave No One Behind’ af afgørende betydning. År eller rettere årtier før vi andre kendte eller brugte disse fine ord og begreber."
Hendes mangeårige virke på Rysensteen kulminerede i december 1993, hvor skolen tog afsked med hende ved en reception og en stor afskedsrevy. Birthe var også en flittig besøgende på skolen gennem sit otium, i de mange år, hvor kræfterne tillod det. I 2022 blev Birthe Christensen udnævnt til æresalumne af Rysensteens Alumneforening – en hæder, der vidnede om hendes store og langvarige betydning for skolen og dens elever.
Vi skylder Birthe Christensen et dybfølt tak.
Æret være hendes minde.
Du kan læse Jesper Nygårds portræt af Birthe Christensen her.
Søren Ulrik Thomsen, der også er tidligere elev, skrev et portræt af hende i Weekendavisen i 2022 der kan læses her.