3.S i Singapore 2025

3.s og lærerne - Annette og Lotte - ankom 26/8 til Singapore; godt trætte efter en lang flyvetur. De første dage fik vi et indtryk af den spændende storby og så blandt andet den smukke 156 år gamle botaniske have og udsigten fra den imponerende skyskraber Marina Bay Sands. Byen er flot og meget ren, men der er også forbudsskilte og kameraer overalt. Emnet for vores tur er multikulturalisme, og eleverne har derfor lavet kvartersanalyse og lavet interviews i Chinatown, Little India og the Arab District for at undersøge, hvordan de tre store etniske grupperinger i Singapore udtrykker sig selv. Torsdag morgen gik turen til vores partnerskole Tampines Meridan Junior College. Vi blev taget meget varmt imod af skolens ledelse og af eleverne, der kom med begejstrede glædesudråb, da vi trådte ind. Efter en traditionel nasi lemak morgenmad (kokosris og kylling) fulgte vi forskellige timer med partnereleverne resten af skoledagen, hvorefter turen gik hjem til partnerfamilierne. Fredag var der Teachers’ Celebration Day, som er en årlig singeporeansk tradition, hvor eleverne laver et kæmpe show for at hylde deres lærere. Der blev både danset, sunget og lavet skuespil. Og selvfølgelig blev lærerne hædret med klapsalve samt et væld af gaver og små breve. 

Om eftermiddagen var vi på fællestur med de singaporeanske værtselever og lærerne Joseph og Sophil. Vi besøgte Toa Payoh Living Space, som er en udstilling om de statslige boligområder i Singapore, som mange bor i, hvor staten bl.a. sørger for, at de etniske grupper blandes. Herefter besøgte vi Marina Barrage, som er en stor dæmning samt en udstilling om, hvordan Singapore arbejder med bæredygtighed og de udfordringer, som mange mennesker på begrænset plads og klimaforandringer giver landet. Det hele var meget spændende, og vi sluttede af med en meget smuk udsigt i aftensolen ud over byens skyline. I weekenden sørger partnerfamilierne for forskellige oplevelser med eleverne. Der er bl.a. forskellige udflugter, afslapning ved poolen og et indisk bryllup på programmet. På søndag mødes alle igen på hostel, og de sidste dage skal vi bl.a. besøge den danske ambassade i Singapore og arbejde videre på vores film. Indtil videre har vi haft en fantastisk tur, og vi er meget taknemlige for den hjertelige velkomst og gæstfrihed, vi har mødt fra alle på partnerskolen og hos værtsfamilierne.

3.S og deres singaporeanske hosts