Det digitale gymnasium
På Rysensteen Gymnasium arbejder vi aktivt med balancen mellem det analoge og det digitale. Digitale værktøjer er en stor del af din gymnasiehverdag, men vi ser det også som en vigtig opgave at guide dig til en fornuftig skærmstruktur.
Her er de vigtigste regler og rammer for din digitale hverdag:
Computer - dit vigtigste værktøj
Du skal medbringe en bærbar computer til undervisningen hver dag. I løbet af de første uger sørger vi for, at du bliver grundigt introduceret til skolens IT-systemer, platforme og værktøjer.
- Skolen tilbyder en fuld Office-365-pakke til alle elever.
- I matematik bruger vi særlige programmer på computeren. Skolen betaler for licenserne, så du behøver ikke købe en avanceret lommeregner.
- Sørg for løbende at opdatere din computer og tage backup af dine filer, så du ikke mister vigtige afleveringer.
- Skriv navn på din computer, dit cover og især på din strømforsyning - de bliver utrolig nemt væk eller forbyttet.
- Hvis din computer går i stykker eller bliver væk, er det din egen (eller husstandens) familieforsikring, der skal dække tabet.
Mobiltelefoner: Læreren sætter rammerne
Mobilen fylder meget i hverdagen, men i undervisningen skal den ikke distrahere dig eller dine klassekammerater. Derfor indsamler læreren mobiltelefoner det første halve år - og herefter hvis der er behov for det.
Det er altid læreren, der sætter rammerne for, hvornår og hvordan mobiltelefoner og computere må bruges i det enkelte modul.
Kunstig intelligens (AI)
Vi gemmer ikke hovedet i busken, når det kommer til AI. Vi arbejder aktivt med at integrere kunstig intelligens i undervisningen og didaktikken, og vi ved godt, at teknologien udvikler sig hurtigt.
Men når det kommer til AI, skal du være ekstra opmærksom på følgende:
- Læreren bestemmer: Det er altid læreren, der definerer, hvornår og til hvilke opgaver det er tilladt at bruge AI-værktøjer (som f.eks. ChatGPT).
- Dit eget arbejde tæller: Det, læreren skal bedømme og forholde sig til, er, hvad du selvstændigt kan præstere. AI må aldrig erstatte din egen læring eller tankevirksomhed.
Vil du vide mere?
Du kan læse om de fulde retningslinjer for skærmbrug og kunstig intelligens i undersiden “Digitale retningslinjer”