Udvalg, frivillighed & talentprogrammer

På Rysensteen Gymnasium slutter skoledagen sjældent, når det sidste modul er forbi. Vi tilbyder en lang række aktiviteter, der ligger uden for den normale undervisning. Langt de fleste af disse aktiviteter foregår på tværs af klasser og årgange, og de er en kæmpe del af det stærke fællesskab på skolen.

Elevstyrede udvalg 

Uanset om du er til sport, kultur eller hyggelige traditioner, er der et fællesskab for dig:

  • Udvalg: På Rysensteen er der virkelig mange udvalg. Nogle er med "støtte" fra en lærer (fx skrivekollektivet Grethe) og andre er 100% elevdrevne (fx bagebanditterne der laver kage til os hver uge). Nogle er med ansøgningsprocesser (fx musical eller festudvalg) og andre dukker du bare op til uden at melde dig til (fx brætspilsudvalg, kreaudvalg, bezzerwisserkonkurrence m.v.)
  • Rysensteen Musical: Musicalen er i en kategori for sig selv! Den er 100 % elevdrevet og 100 % elevproduceret. Det er et kæmpe setup, der involverer ca. 80 elever i alt fra skuespil, musik og manuskript til scenografi og teknik. Musicalen spiller for fulde huse i DGI-byen hvert år i januar.

Har du en god idé? Hvis du har en idé til en klub eller en aktivitet, der kan samle en gruppe elever, så tøv ikke med at sige til. Vi hjælper jer med at skabe rammerne, så I kan samles om det, der giver mening for jer.

Frivillige aktiviteter: Musik og Idræt

  • Morgensang (Udvalgte fredage kl. 07.30): Start fredagen på den hyggeligste måde i musiklokalet i gården. Vi drikker en kop kaffe/te, spiser lidt brød og synger dagen i gang med aktuelle sange.
  • Frivillig idræt (Fredag eftermiddag i 4. modul): Dyrk idræt sammen med andre rysensteenere i DGI-byen. Idrætslærerne skifter mellem aktiviteter som boldspil, badminton og dans.
  • Skolehold: Rysensteens elever danner også egne skolehold, som i løbet af året dyster mod andre gymnasier i f.eks. fodbold, volleyball og badminton.

Engagement: Gør en forskel lokalt og globalt

Det globale engagement er en central del af Rysensteens DNA, og det starter med det lokale engagement. Vi samarbejder med en lang række organisationer om frivillighedsprojekter i nærområdet. Du kan f.eks. engagere dig i:

  • Naturpleje i Sydhavnen, Lektiecafeer for udsatte familier eller Loppeshoppen på Frederiksberg, hvor vores elever sørger for, at genbrugsbutikken er fyldt med ungdoms-attraktive varer.
  • Eller mere "uforpligtende" frivillighedsaktiviteter som julegaveindpakning til hjemløse eller rensning af stranden i Sydhavnen.

Mød det hele til Ryskilde: I starten af september afholder vi den årlige “Ryskilde-festival” på skolen, hvor du kan møde alle de mange forskellige udvalg, klubber og frivillighedstilbud og melde dig til.

Talentprogrammer: For dig med fagligt overskud

Har du specielle evner eller et stort fagligt overskud? På Rysensteen gør vi en stor indsats for, at du kan udvikle dig yderligere gennem en række tilbud, der rækker ud over den daglige undervisning:

  • Eksterne samarbejder: Vi samarbejder blandt andet med Akademiet for Talentfulde Unge (ATU), indgår i nationale og internationale faglige konkurrencer og udbyder videnskabsklubber til folkeskoleelever.
  • Interne Masterclasses: Vi udbyder Masterclasses i f.eks. drama og sprog med skolens egne lærere for de elever, der har lyst til at give den en ekstra skalle sammen med andre “ryssere”.

Aktiviteterne varierer meget. Nogle tilbud er for hele klasser, andre er for små hold. Nogle kræver en kort ansøgning, som talentutvalget vurderer, mens andre har indledende konkurrencer.

Udvalget "Bagebanditterne" i fuld sving