Besøg fra partnerskolen i Kina

Rapport fra et kulturmøde

Frem til ankomsten lyder der en spændt hvisken rundt omkring blandt eleverne i 3.d: ”Kineserne kommer, kineserne kommer”. 

Og de kom. Med store smil, farverigt ydre og kameraerne hængende trofast om halsen. Klar til fire dage i København. Trætte efter en lang flyvetur fra 杭州 (Hángzhōu) kommer de på hovedet i seng, men formår alligevel at være friske og frejdige tidligt næste morgen. De bringer godt vejr med sig, og mandag byder derfor på sightseeing i solskin.

Vi, elever fra 3d, viser vores nye kinesiske venner rundt på helligsteder i København; en relevant fremvisning da besøget beskæftiger sig med temaet 宗教民俗 (Zōngjiào minsú: religion og folkeskikke). Vi mødes alle og sejler sammen rundt i Københavns kanaler, mens de 16-årige elever fra partnerskolen 浙大附中 (Zhè-dà-fù-zhōng) beundringsværdigt multitasker ved ivrigt at klikke med deres kameraer og pege på diverse seværdigheder, mens de smiler og blotter en perlerække af tænder. De er nysgerrige og hungrer efter at vide mere om vores fremmede kultur. 

Hjemme hos eleverne fra 3d undrer de sig over kold mælk, stegt flæsk, tørt brød og pandekager. Det er et kultursammenstød, der slår gnister. Tirsdag overværer de dansk undervisning og hygger sig gevaldigt i Tivoli om aftenen. Onsdag er der historisk byvandring og picnic på Bryggen. 

Tre dage, der alligevel virker en del længere. Tre lærerige dage, der har givet os blod på tanden og får os til at glæde os meget til at besøge deres land til september og udskifte dansk mad med dumplings, nuddelsuppe og en god portion 中国的文化 (Zhōngguó de wénhuà: kinesisk kultur). Vi ser frem til en fantastisk afslutning på et langt undervisningsforløb, der startede i 1g og som har lært os meget om kulturforskelle og fordelene ved at se på verden med fordomsfri øjne. Vi takker vores venner fra Kina for et begivenhedsrigt besøg, vi ikke glemmer lige med det samme.

Tilde Overbeck Christensen, 3d