Hvad laver tidligere elever i dag?

Af Carla Eleonara Feigenberg, student 2014

Om at flytte til Paris

For snart to år siden blev jeg student fra Rysensteen Gymnasium. Jeg elskede at gå i gymnasiet, men jeg hadede det også til tider. Jeg var ikke god til at bruge al min energi på karakterer og eksaminer, som den gang virkede som det vigtigste. Det var en gennemgående konflikt i mig i de tre år, fordi jeg havde lyst til at gøre oprør imod uddannelsessystemets måde at bedømme unges formåen på, og jeg gad i virkeligheden slet ikke at køre med på karakterræset. Men det kom jeg til alligevel. Jeg klarede mig godt, men fik den ”studieskade”, at jeg blev alt for resultatorienteret. Det er ikke kun en dårlig ting, men i mit tillfælde kom jeg til at glemme at glædes ved - og forstå værdien af – viden om verden, bare for min egen skyld. Fordi bedømmelsen ofte indhentede lysten og nysgerrigheden indenom. 

Så da jeg blev færdig med gymnasiet, var jeg lettet. Kort tid efter besluttede jeg at flytte til Frankrig. Først var planen at bo der i et par måneder, men jeg blev ved med at forlænge mit ophold og endte med at bo der i næsten et år. Jeg bosatte mig i Paris, en by jeg havde besøgt utallige gange med min familie igennem min opvækst og derfor følte et særligt tilhørsforhold til. Men det var hele Frankrig som land, historie, kultur og fænomen, der interesserede mig. 

På det tidspunkt ville mange af mine venner gerne på eventyr med rygsæk rundt i Asien eller Sydamerika, og selvom det også lød spændende, tiltalte det mig ikke ligeså meget. Jeg havde ikke behov for at rejse fra sted til sted i nogle måneder for derefter at vende hjem til København igen. Jeg ville flytte. Permanent. Prøve noget andet end de trygge rammer og den til tider nemme og ensformige tilværelse  i København. Jeg ville gerne lære et nyt sprog og  selv skabe mig en tilværelse. Måske i virkeligheden fordi jeg følte mig lidt rodløs i København og havde lyst til at finde en ny base et andet sted. Det er en fantastisk, men også meget virkelighedsfjern verden man begiver sig rundt i, når man går i gymnasiet i København, og jeg havde behov for at klare mig helt selv og starte forfra med nyt arbejde, skole, lejlighed, venner og sprog et sted, hvor ingen forældre, lærere eller en gavmild velfærdsstat kunne hjælpe mig. Mit mål var at få et nyt ”andet hjem”, som ville forblive mit, også når jeg tog tilbage til København. 

Jeg flyttede først derned med en veninde, og da hun tog tilbage til København, blev jeg der alene tilbage. Jeg havde ikke planlagt ret meget på forhånd. Kun hvor jeg skulle bo, i en lille lejlighed i Belleville, der hurtigt blev mit nye yndlingskvarter. Jeg kunne ikke sproget, da jeg havde haft tysk, så jeg startede  straks på en fransk sprogskole. Det var en kamp, og der gik ikke en dag, hvor jeg ikke ønskede, at jeg bare kunne være flydende. Det er lidt af en kliche, men franskmænd er ikke  glade for at tale engelsk. Man kan spille nok så meget pétanque i solen og drikke sydfransk rosé kl. 12 om eftermiddagen, men hvis man ønsker at blive fuldt integreret, som jeg gjorde, så er der én afgørende faktor, og det er sproget. Selvom det var godt at jeg gik tre måneder på den (utroligt dyre) sprogskole, så var det ikke det, der for alvor lærte mig at tale fransk. Det var mit arbejde. Jeg fik, meget hurtigt efter min ankomst, et job på en halvdårlig bistro, men jeg vidste at jeg ville videre, og derfor var jeg ikke bange for at begå fejl. Jeg ”fakede” så meget fransk jeg kunne, hvilket faktisk lærte mig meget. 

Heldigvis fik jeg også nogle måneder efter et godt job på en vildt god restaurant og cocktailbar, hvor jeg også fik mange af de venner, der  blev rammerne for mit liv i byen. 

Efter at min veninde tog tilbage til København, flyttede jeg ind i en lejlighed hos en fælles ven,  Francois. Og jeg oplevede, hvordan man nemmere kan få skabt sig en solid vennekreds og hverdag, når man er alene. Jeg fortryder ikke, at jeg startede mit liv i Paris sammen med en ven, men jeg vil klart anbefale alle, der ønsker at rejse ud i verden, at gøre det alene. Selvom det er hårdere og ensomt i starten, er der større gevinster at hente i den anden ende.   

Jo længere jeg havde boet i byen, jo flere venner fik jeg,  jo mere lærte jeg. Det giver jo sig selv, men der var nogle ting, jeg bed mærke i, at unge mennesker i Paris gjorde, som adskilte sig fra unge i København. Bl.a. at alle, med forbløffende selvfølgelighed, var kulturelt engagede og  ofte også selv udøvende på den ene eller anden måde. Stort set alle jeg kendte, uanset uddannelse eller erhverv, interesserede sig for hvad der rørte sig på de forskellige kunstscener og prioriterede det meget højt. Der var en særlig stolthed forbundet med at bruge tid på kunst, musik og poesi. Ligesom  rigtig mange selv udtrykte sig kunstnerisk på den ene eller den anden måde. Ikke fordi andre nødvendigvis skulle se det, eller at det skulle bruges til noget konkret, tværtimod  gjorde de det for deres egen skyld. Fordi det hjalp dem til at reflektere og forstå verden og dem selv. Det smittede af, og jeg genfandt glæden ved alt det jeg havde savnet, men også selv nedprioriteret, i min gymnasietid. 

Ligesom folk prioriterede at bruge tid og penge på kunst, gjorde de det også på mad og vin. I det hele taget kunne vi lære en del af franskmænd, når det kommer til vigtigheden af at nyde livet. Det er helt almindeligt og endda respektabelt at gå ud at spise alene i Paris. Flere retter og god vin. Med eller uden en bog eller avis. Desværre er det ikke sådan herhjemme, har jeg erfaret. Men jeg prøver at være ligeglad, for jeg holder af at være alene, og jeg holder også meget af at spise god mad. 

Efter et  halvt år i hovedstaden brugte jeg og nogle venner en måned på at rejse rundt i hele Frankrig, mest sydpå, fordi vi også ville se noget andet end den storslåede, multikulturelle hovedstad. Det var et helt andet Frankrig vi mødte, både mere konservativt og gammeldags, men også smukt og stolt. 

Som by er Paris både fantastisk og forfærdelig. Glansbilledet forsvinder hurtigt, når man bor der og opdager, hvor hård en by det også er. Det franske bureaukrati lever i bedste velgående, og jeg tror helt sikkert, at det havde været langt sværere at klare sig, hvis man ikke var europæer fra et overskudsland som Danmark. 

Der er ikke noget som er nemt, især hvis man ikke taler sproget flydende og mangler et netværk, hvilket jo er situationen for de fleste, lige når de flytter dertil. Men som en af mine franske venner plejede at sige: ”Der er ingen der er født i Paris. Alle er tilflyttere, også franskmændene selv.” Det mærker man. Det er en by for alle, mulighederne er virkelig mange. Men forhindringerne er også store. Man arbejder hårdt til næsten ingen løn, det er stort set umuligt at finde en betalelig lejlighed, og en bankkonto kan man ligeså godt droppe. Selvom det også er enestående og magisk, er det  tilsvarende svært. Kontrasterne er større, og det gælder alt. 

Men selvfølgelig er det en hård by, det skal en rigtig storby  også være. Omvendt er Paris også en varm og imødekommende by, hvor folk har et andet forhold til tid. På de fleste almindelige jobs kører man en 35 timers arbejdsuge og to timers frokostpause. Man har i hvert fald sjældent så travlt med arbejdet, at det går ud over ens sociale relationer. Netop derfor ser man hver dag folk i alle aldre fylde byens restauranter og fortovscafeer til sent ud på natten. Det giver et helt særligt liv, og det er noget af det jeg savner mest nu i København. 

Det blev da også kendt at bruge hashtagget ”je suis en terrasse” efter terrorangrebet i november. Man ville vise verden, at man ikke var bange for at sidde ude på byens fortovscafeer, der netop havde været mål for de voldsomme angreb. Budskabet passede med forsiden på Charlie Hebdo, der kort tid efter angrebet blev publiceret.  ”De har våben. Vi har champagne” stod der. For de fleste var Paris som by  symbolet på fejringen af livet. Det ville den for alt i verden blive ved med.

Men selvom terrorangrebet stadig er dét folk spørger mest  til, så er det langt fra mit mest markante minde, når jeg ser tilbage på mit år i byen. Det satte selvfølgelig  sine spor. I dagene efter, var luften så tæt, at man kunne skære i den og byen lå stille hen som aldrig før. Man kan sige så meget om det, der skete, men for mig var det vigtigste nok, at jeg for første gang oplevede, uden at jeg overhovedet lagde mærke til det, at jeg anså Frankrig og Paris som mit hjem. Jeg var oprigtigt såret, som om det var sket i Danmark.

Derudover var der et fantastisk sammenhold blandt folk på selve aftenen, da det skete. Taxachauffører slukkede taxametrene, kørte rundt hele natten og samlede alle op for at køre dem sikkert hjem. Men hvad der var uhyggeligt ved det hele, og som vi alle straks forudså, var den store fremgang som Front National  og andre højreekstremistiske partier i hele Europa ville opnå som følge af  terroren. Pludselig passede det latinske motto, der siden 1358 havde været brugt om Paris som by, ”Fluctuat nec mergitur”. Det betyder: ”Den vakler, men synker aldrig”. 

Nu er jeg kommet hjem til København  for at starte på en fotoskole. At flytte til Paris er det bedste jeg nogensinde har gjort, og forhåbentlig kan jeg studere og bo bo der igen en dag. Selvom jeg havde en særlig kærlighed til netop Paris, så tror jeg, at jeg havde sagt det samme, hvis jeg havde valgt en anden by. For mig handlede det også meget om, at jeg pludselig forstod, hvad dannelse egentlig betyder. Og at den i øvrigt slet ikke er færdig, når man får en hvid hue på. Så er den tværtimod akkurat lige begyndt.