'Soundpainting' Workshop i 2a

”Med røde ansigter, og bankende hjerter skulle vi lave hver vores solo….Da vi fik pulsen lidt ned igen, og trygheden omfavnede os, begyndte der at ske magi i lokalet.”

ELEVREPORTAGE:
Soundpainting er som ordet indikerer, at der bliver malet et billede af lyd. Det er en anderledes måde at skabe musik som opstår i øjeblikket og som kræver at alle musikere i orkestret, i vores tilfælde ét stort samlet 2a-orkester, er ekstremt lydhøre over for hinanden. Alle skal byde ind med små musikalske idéer og byggeklodser til det fælles musikalske maleri, og derfor kræver denne improvisationsbaserede måde at lave musik ekstrem tydelighed, og at man giver sig selv 100%.

Som musikelev var man penslen, som Soundpainting-gæstelærerne, de to musikere Gustav og Ketil, kunne male med. Dette gav mulighed for at udvikle lyde og noget meget anderledes og til tider syret musik, som man nok ikke ville kunne have skabt ved at lave en almindelig jam – og i dette tilfælde en jam for 29 elever på én gang. Der kom lyde fra alle sider, og når man sad der i musiklokalet med sin klasse, hvor alle var en del af projektet, kom der sgu god stemning i rummet. Det var skønt at opleve en helt anderledes tilgang til musik og det at skabe musik. Vi fik lov til at improvisere, og vi opdagede alle hvor mange skønne ting, der kunne udfolde sig af det. Der var noget utroligt forfriskende ved denne oplevelse, da skolebænken til tider kan have en mangel på kreativitet. I Soundpainting fik vi i 2aMU rig mulighed for at være kreativ, hvilket var fedt.

Med det sagt, så var det også utrolig grænseoverskridende. Med røde ansigter og bankende hjerter skulle vi lave hver vores solo. Det gjorde det dog lidt mere trygt, at vi alle skulle igennem det samme, og nervøsiteten forsvandt hurtigt. Da vi efterhånden fik pulsen lidt mere ned, og trygheden omfavnede os, begyndte der at ske magi i lokalet. Med forskellige lyde, toner, og slag fik vi skabt lækker musik. Det var fedt, at vi i fællesskab kunne samle os om et projekt og rent faktisk skabe noget, der lød pisse fedt.

Alt i alt var det en udfordrende men forfriskende oplevelse at blive udsat for i alt 4 moduler Soundpainting, og de to gæstelærere, Gustav og Ketil, var meget professionelle og sympatiske. De havde glød i øjne og virkede ekstremt passionerede omkring deres opgave, hvilket smittede meget af på os elever. Det var i sig selv en oplevelse at mærke vores klasse på en helt ny måde. Vi håber helt sikkert på at opleve det igen!

 

FACTS: Soundpainting er et tegnsprog, som en dirigent bruger til at kommunikere med sit orkester. Med Soundpainting kan du hurtigt komme igang med det vigtigste: at spille sammen og lave musik. Soundpainting er ikke bundet til en bestemt musikalsk genre eller type af ensemble – alle på tværs af niveau og musikalske præferencer kan have glæde af at lære det. Læs om Soundpainting: http://soundpainting.dk/