Ida og Olivia på Yunnan Normal University

Ida og Olivia med en af deres medstuderende

I forbindelse med vores kinesiske studieretning på Rysensteen Gymnasium har vi i vores sabbatår fået mulighed for at tilbringe et semester i Kina på stipendium. I 1.g deltog vi i konkurrencen Chinese Bridge, som blev afholdt af Konfucius Instituttet i København. Dette førte til en international konkurrence, som fandt sted i Kunming, Kina. I denne internationale konkurrence skulle vi medvirke i et kinesisk TV-program, samt holde en tale på kinesisk og fremføre en selvvalgt kinesisk performance. Som belønning fik vi hver tildelt et stipendium til et semester på et kinesisk universitet.
Nu er vi et halvt år på Yunnan Normal University i Kunming, hvor vi hver dag studerer kinesisk. At bo i Kina er anderledes. I Yunnan provinsen er der endnu ikke så mange, der kan tale engelsk, og grundet denne sprogbarriere er man hver dag tvunget til at øve sit kinesisk. Men på trods af det er maden stadig nok det sværeste ved at bo i Kina. 
Vi bor på campus på et kollegie sammen med en masse andre internationale studerende. Det er spændende at bo sammen med så mange andre mennesker fra hele verden, og det er rigtig fedt at kunne bygge et globalt netværk af venner. 
Undervisningen her er også meget anderledes i forhold til den form for undervisning, som vi er vant til hjemme i Danmark. Her handler det langt mere om repetition fremfor selvstændigt- eller gruppearbejde. 
At bo og studere i Kina er på mange måder udfordrende og sætter i den grad den danske hverdag i perspektiv, men omvendt er det en kæmpe mulighed og hver dag er enorm lærerig og oplevelsesrig. 

 

Ida Marie Juul og Olivia Bøje Loundens