SkriveCup 2018

Vinderne fremfører deres omskrivning af Steen Steensen Blichers “Præludium”

Et dukkehjem fremført som både fremtidsdrama, satire over youtube-universet og poetry slam akkompagneret af ukulele - dette var blot nogle af de meget kreative remedieringer af litteraturhistoriske tekster som 7 danskhold fra 2.g optrådte med tirsdag eftermiddag i salen. Rysensteen deltager for første gang i den landsdækkende skrivekonkurrence “SkriveCup”. Konkurrencen går ud på at producere en tekst, der gentænker en litteraturhistorisk tekst på en innovativ og opfindsom måde. Årets emne er “outsideren”, og ud fra dette emne havde eleverne selv valgt, hvilken læst tekst, de ville fortolke med et skriftligt produkt og en performance. Efter klassefinaler på hvert af de 7 hold kulminerede arbejdet med teksterne i Rysensteenfinalen 20/3, hvor klassevinderne fik mulighed for at vise deres performance for et større publikum. Ud over Et dukkehjem var der remedieringer af alt fra H.C. Andersen til Jan Sonnergaard, og der var både meget sjove og meget rørende indslag. Dansk- og dramalærer Mads Vig og musicalinstruktør Ida-Sofie var inviteret som dommere, og de voterede længe og koncentreret, imens dansk- og dramalærer Marlene holdt stemningen høj i salen. Vinderne af årets Skrivecup blev meget fortjent Caroline, Ida-Marie, Lea og Viktoria fra 2.y med deres omskrivning af Steen Steensen Blichers “Præludium” til et digt om et ungt menneske, der får en depression; understøttet af dæmpet lys, sikker replikbehandling og en velvalgt projektion. De vinder et højskoleophold på Krabbesholms højskole og går videre til landsfinalen 9. maj her i København. Spørger man årets engagerede dansklærere Christine Halse, Lotte Bolander, Marlene Ballebye, Nanna Larsson og Jan Aasbjerg Pedersen, om de vil gøre det hele om igen næste år og være med til at give stafetten videre til dansk-kollegerne, er svaret ja. Så hæng på - måske bliver det endnu vildere næste år!

Læs vinder teksten her.