Skolekultur

Styregruppe

Ledelse: La og LS
Medlemmer 2019/2020: AH, UD, ML, 4 elever udpeget af Elevrådet og 4 elever på baggrund af ansøgning.
 

Kommissorium Skolekultur  2019/2020
 

Formål: At fastholde og styrke en skolekultur med afsæt i skolens værdigrundlag, profil og vision. Med NORA som afsæt arbejdes der gennem en struktureret ramme på at sikre trivsel og medindflydelse for skolens elever både socialt og fagligt gennem aktiviteter og involvering, der motiverer og giver eleverne rum til at lære og udvikle sig I et levende og ansvarligt fællesskab. Udvalget støtter op om læringsmiljøet gennem aktiviteter og tiltag, der ligger i forlængelse af undervisningen.
 
Mål: At fremme dannelsen ved at skabe Nysgerrige, Ordentlige, Rummelige, og Ansvarlige elever, der gennem engagement og kreativitet kan agere handlekraftigt i en demokratisk sammenhæng.
 
Der er under Styregruppen nedsat en række undergrupper/projektgrupper, der i skoleåret 2019/2020 arbejder med følgende indsatser:


Digital dannelse

Medlemmer: La, AH, LS med en gruppe digitale ambassadører blandt eleverne

Siden 2016 har vi på Rysensteen Gymnasium arbejdet med et helskoleprojekt, der gennem forskellige tematiske tilgange i de enkelte skoleår giver eleverne en bred forståelse af digitale muligheder og faldgrupper. Formålet er at opbygge en etisk, ansvarlig og hensigtsmæssig adfærd i brugen af de digitale medier. Der arbejdes i en struktureret ramme på hhv. klasseniveau, på tværs af årgange og klasser og på årgangsniveau. I skoleåret 2019-2020 vil der blive sat fokus på billedddeling, mobning på nettet og ukritisk deling af holdninger. Årets arbejde bygger videre på det samarbejde, som Rysensteen Gymnasium har med CIBS (Center for information og boblestudier) på Københavns Universitet og 1. og 2.g årgangene får i efteråret 2019 besøg af Professor Vincent Hendricks. Der arbejdes fokuseret med “Etisk kodeks for digitalisering på Rysensteen Gymnasium” - ikke mindst i klasserummet. Elevambassadørerne inddrages i tilrettelæggelsen af drøftelser i klasserne. Desuden arbejdes der med at opbygge og udvikle en IT-introduktion for nye 1.g-elever, der giver eleverne gode værktøjer til skolearbejdet.
 

Kommunikation og Fællesskaber

Medlemmer: ML, La, LS

Med afsæt i NORA arbejdes der med at understøtte og styrke de mange forskellige fællesskaber på Rysensteen Gymnasium. Her arbejdes bl.a med planlægning og gennemførelse af Morgensamlinger for hele skolen, planlægning og understøttelse af diverse aktiviteter, der tager udgangspunkt i elevernes engagement samt tilbud om deltagelse i kortere oplæg i hverdagen under “Rystalk” eller “Åbne vinduer”. Initiativet med morgensang hver anden uge inden skoletid fortsætter og boostes gennem opslag. Som en indsats i skoleåret 2019-2020 søges det gennem fokusgruppeinterviews afdækket, hvad der karakteriserer de succesfulde fællesskaber med henblik på at styrke nye og sunde fællesskaber i en stor organisation. Skolens interne facebookside søges boostet i et forsøg på at informere om de mange aktiviteter i skolens liv.

 

Sundhed og trivsel

Medlemmer: UD, RAA

Med fokus på at fremme et sundt ungdomsliv arbejder gruppen målrettet med diverse indsatser bl.a. i samarbejde med Københavns Kommune under en partnerskabsaftale. I skoleåret 2019-2020 har Rysensteen Gymnasium indledt et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse under et forskningsbaseret projekt “Fuld af liv”, der arbejder for at mindske alkoholindtag i forbindelse med skolestart, og som sætter fokus på alternativer til alkoholarrangementer. Der samarbejdes endvidere med eksterne parter omkring unge med stress og angst. Der arbejdes endvidere med at videreføre tiltag omkring forebyggelse af rygning, fokus på diverse rusmidlers skadelige indvirkning, ligesom at der regelmæssigt tilbydes sundhedstjek på skolen, hvor der er mulighed for at visitere videre til behandling andre steder. Rysensteen Gymnasium har også et fast samarbejde med initiativet “Ro på Rusen”.
 

Talentudvikling

Medlemmer: AH, BSS

Der arbejdes med fremme og synliggørelse af talentudviklingen på skolen ved at facilitere et bredt udvalg af individuelle tilbud til skolens elever. Der er fokus på synliggørelse af talentudviklingstilbud overfor skolens elever bl.a ved et stort arrangement i samarbejde med skolens frivillighedsudvalg. Der sættes fokus på, hvordan man gennem engagement i ekstra-curriculære aktiviteter kan styrke sin egen handlekompetence og bane vejen for studier i udlandet.
 

Frivillighed

Medlemmer: La, BFR, Birk

Der arbejdes med fremme af elevernes sociale engagement gennem deltagelse I frivilligt arbejde. Gennem forskellige samarbejder med frivillighedsorganisationer som Ungdommens Røde Kors, Frivillighedscenter Vesterbro, Plejehjemmet Bryggergården, lektiecaféer på forskellige skoler mm. understøttes en medborgerskabstilgang og interesserede elever får mulighed for at udvikle konkrete handlekompetencer. I skoleåret 2019-2020 udvides Rysensteen Gymnasiums samarbejde med frivillighedsorganisationer for derigennem at give flere elever mulighed for at udvirke et lokalt medborgerskab. Specifikt indledes et samarbejde omkring flygtninge, antallet af lektiecaféer udvides og muligheder for at indgå i frivillighedsprojekter med klima/miljø-fokus undersøges. Der arbejdes videre med udviklingen af en systematisk opsamling på elevernes frivillige aktiviteter og udstedelse af frivillighedsbeviser. 
 
 
Skolekultur har endvidere ansvar for en række driftsopgaver:

  • Tilrettelæggelse af introforløbet og grundforløbet
  • Samarbejde med elevrådet og med andre elevudvalg om forslag og initiativer
  • Samarbejde med Morgensamlingsudvalget
  • Facilitering af arrangementer