I tirsdags blev jeg ringet op af en journalist fra Berlingske Tidende angående den julekalender, som figurerede på Instagram fra Rysensteen Gymnasium.
I artiklen, som udkom onsdag 11.12.19, fremstår det som om jeg ikke forholder mig til en elev, der føler sig krænket. For at imødegå misforståelser skal jeg derfor her fremføre det synspunkt, som jeg forsøgte at komme igennem med:
Efter gennemsyn af kalenderen udtalte jeg til journalisten, at jeg faktisk mente, at der var en både sjov og i store træk acceptabel tone i teksten og at billederne (hvilket jeg nok var mest orienteret omkring) var lødige OG både fremviste drenge og piger. Jeg spurgte eksplicit til om journalisten var vidende om, at elever på kalenderen følte sig krænkede, hvilket hun benægtede. Derfor udtalte jeg bl.a., at jeg mener, at man skal vare sig for at puste til en krænkelseskultur ved at lukke ned også for det der faktisk fremstår som sjovt og uskyldigt. Samtidig skrev jeg på Instagram til eleverne bag profilen, at jeg havde set deres kalender, og udtalte mig positivt om den, men gerne ville mødes med dem for at sikre, at etikken bag den fortsat ville være OK. Da de i disse dage er hjemme for at skrive opgave, aftalte vi møde på mandag.
Nu viste det sig, da artiklen i Berlingske blev udgivet, at der VAR en elev, der følte sig krænket over at hendes billede kom op på kalenderen. Og at hun IKKE havde givet samtykke. Det fik mig selvfølgelig til straks at skrive til hende for at høre, hvordan hun havde det med det hele, og bad hende mødes med mig, så jeg kunne hjælpe til med hvordan vi skulle handle. Dernæst skrev jeg til holdet bag kalenderen, at de naturligvis ifølge lovgivningen skulle have samtykke for alle de billeder, de lagde op. De svarede, at de havde foreslået den udsatte elev at tage billedet af.
Holdet bag kalenderen har nu selv valgt at lukke den ned. Til mig fortæller de, at der opstod alt for megen interesse om kalenderen fra alle andre end rysensteenere. De havde tænkt det som et sjovt fællesskab i en mørk måned.
Hvorfor lukkede jeg den ikke bare?!!
Fordi jeg for det første slet ikke mener, at den i sin karakter var sådan, at jeg behøvede det – hvis der altså ikke var krænkede elever, men det var jeg jo ikke orienteret om. OG fordi digital dannelse IKKE alene er at ”de voksne” overvåger og lukker lige så snart der er det mindste på spil. Digital dannelse er uhyre kompleks. Og unge mennesker skal i den grad lære at passe på sig selv, og navigere efter både juridiske og etiske regler. Jeg tror, at det er vigtigt at gå i dialog. Selvfølgelig skal der sanktioneres, hvis der lægges amoralske billeder op eller der fremstår beskrivelser af personer som er nedsættende. Det skal der bestemt ikke være tvivl om, at jeg mener. Men det mener jeg faktisk ikke der var tale om på de kalenderlåger, der var lagt op.
Krænkelse er en slem følelse. Og det skal vi selvfølgelig imødegå. Som jeg så kalenderen, valgte jeg at tolke tonen bag som både sjov og etisk OK. Det var det selvfølgelig ikke, når der blev lagt billeder op uden samtykke. Uanset at billederne var lødige. Vi lærte vist alle sammen af dette. Også hvor forskellige reaktioner der kan opstå på baggrund af de beslutninger, man tager. OG hvor mange misforståelser, der kan opstå, når journalister sætter udtalelser i en helt anden ramme end den aftalte.
Jeg ønsker jer alle, der læser med her en rigtig glædelig jul og håber, at alle her på Rysensteen fortsat vil passe godt på hinanden med NORA i hjertet.
Bedste hilsner
Gitte T