Besøg fra islandsk partnerskole

Det er søndag og klokken slår 15:30, det meste af 3x er samlet i lufthavnens terminal 3. Der er både en forventningens glæde, men også en nervøs spænding i luften, imens klassen nysgerrigt kigger over ankomsthallens mange menneskehoveder i håbet om at se de første islændinge, der træder ind på dansk grund. Tanken om, hvad denne uges gensyn med islændingene vil bringe, giver de fleste elever et smil på læben, men samtidigt også en vis nervøsitet, for hvad hvis nu, noget går galt? Denne spænding viser sig dog at være ubegrundet, idet islændingene er meget flinke, og egentligt, i grove træk, minder meget om os danskere. Resten af søndagen bruges primært på at indlogere islændingene, og for drengene stod den på fodboldskamp i PARKEN (FCK – Viborg FF). Om mandagen har vi en kort introduktion til ugen, efterfulgt af et historiemodul, hvor islændingene frivilligt eller ufrivilligt lærte om menneskerettigheder. Derefter viste eleverne deres islændinge rundt i byen, hvor de fleste dog endte med at shoppe på Strøget. Om aftenen hyggede både islændingene og klassen sig med pizza og musik i elevkælderen, hvorefter vi tog hjem.

3x ser helt sikkert frem til en uge, der både vil bringe udfordringer, men forhåbentlig også minder for livet.

 

Af Mikkel & Mathias 3x