GCP-halvdag med 2g'erne

D. 3. oktober afholdt Rysensteen i samarbejde med Clement Kjersgaard en GCP-halvdag for alle skolens 2.g elever. Halvdagen fungerede som oplæg til den store GCP-dag d. 31.10, hvor alle skolens elever deltager. 
Clement holdt et oplæg med temaet "Der Untergang des Abendlandes" - eller Vestens undergang - hvor der var særligt fokus på det forestående amerikanske præsidentvalg, flygtningeudfordringen og Syrienkrigen. Oplægget var fyldt med underholdende anekdoter om bl.a. Donald Trump´s absurde politiske virke, men først og fremmest var det præget af en dyb bekymring over udviklingen i samarbejdet mellem de vestlige lande og ikke mindst vestlige borgeres mistillid til deres politikere. Både stilheden, når Clement talte, og ikke mindst de mange ekstremt reflekterede spørgsmål fra salen, vidnede om et oplæg, der fangede tilhørerne langt udover almindelig faglig interesse. Der var, virkede det som om, en erkendelse af, at vi alle og ikke mindst den unge generation står med en udfordring, som ikke kan negligeres. Holdninger og handlinger er påkrævede, hvis den krise, som Clement opridsede, skal løses. Den fornemmelse blev også bekræftet ved det gruppearbejde, som fulgte efter Clements oplæg, hvor eleverne blev bedt om at forholde sig til potentielle løsningsforslag på Vestens store politiske udfordringer. Gruppearbejdet var engageret og forslagene dybt kvalificerede. 
Hvis man alene skal bedømme Vestens muligheder for at overkomme den nuværende samarbejds- og tillidskrise på arbejdet i salen, er der i hvert fald grund til betydelig optimisme.