Rejseessay fra Argentina
3s har i forbindelse med GCP-rejsen til Argentina arbejdet med essaygenren. Som genre er rejseessayet både en slags reportage og refleksion eller en lille tekstmosaik over en oplevelse, og der associeres friere mellem fakta og fiktion.
Da jeg lånte en 100 pesos af min lærer på bøssebar i Buenos Aires
Vores to lærere havde inden turen til Argentina bedt os om at være de bedste verdensborgere, vi kunne være. Fortalt os, at vi skulle glæde os til de forskellige kulturmøder, være nysgerrige når vi befandt os i dem, ligge vores vestlige vaner og tendenser bag os og prøve at leve os ind i den argentinske kultur. Det gik dog hverken værre eller bedre end, at lærerene allerede på 2. dagen lod sig amerikanisere, og fravalgte den morgenmad vi fik på vores hostel til fordel for Starbucks. Det skal dog siges, at Argentinas morgenmadskultur ikke er speciel spændende eller udbredt, og at kaffen smagte af sulfo. Jeg prøvede dog selv, at være dygtig verdensborger, hvilket i Argentina betyder masser af kød og søde sager. Jeg ved godt, det er den mest klassiske og klicheagtige fun-fact om Argentina, men det kan ikke undgås at overraske og fascinere, når værtsfamiliens asado-søndag består af så meget kød, at jeg var forholdsvis sikker på, at de havde dræbt og grillet en hel ko, blot for efterfølgende at køre fire liter ultra-tyk chokoladeis i stilling. Nok det mærkeligste og dummeste ved de argentinske madvaner er, at uhyggeligt mange er overbeviste om, at salt er mega-dårligt for helbredet, og derfor får man sjældent salt på den mad, man bestiller. Man får derimod en lille pose salt ved siden af, hvis man nu skulle finde på at vove pelsen og prøve at spice sin milanesa op med et drys salt. De har sgu fat i den lange ende nede i Sydamerika, der hvor man er overbevist om, at kage og kød til hvert et måltid er en god og varieret kost, så længe du ikke får en hjerneblødning og prøver at give lidt ekstra smag ved hjælp af det mest basale krydderi verden endnu har set.
Vi havde inden turen også fået at vide, hvordan dollars i Argentina blev tørstet efter som vand i Sahara, og at vi ville få en god kurs på at veksle dem til pesos dernede. Disse råd hjalp mig dog ikke, da jeg en lille måned senere stod på en larmende bøssebar i Buenos Aires, og jeg prøvede at overtale en bartender til, at lade mig betale med den amerikanske valuta. Skuffelsen var stor for mig, og det værste var, at de fleste andre fra klassen havde samme problem, - ergo jeg kunne heller ikke klodse hos nogen. Jeg var i vildrede, da jeg med konstateringen om at draq-showet startede indenfor 10 minutter, havde fremtidsudsigter til at se denne festforestilling uden en kold forfriskning. Det var i dette moment, at jeg lavede en “all-or-nothing”, og spurgte min lærer Peter om jeg måtte låne 100 pesos af ham. Jeg følte selv, at dette var en vovet forespørgsel, men til min store glæde sagde han ja. Da jeg 10 minutter senere satte mig til rette, akkompagneret af en kold til ganen, kom han/hun endelig ud bag scenetæppet, og blev modtaget af massive klapsalver. Formen på hans/hendes krop henledte tankerne på en gigantisk mursten, og den blev slynget grundigt rundt på scenen, mens han/hun lipsyncede til en meget højt pitchet og ekstra up-tempo version af “Belive” med Cher. Denne oplevelse står stadig klart i erindringen, kulminationen af to uger på et fremmed kontinent, hvor solens stråler er skarpere, den transkønnede entertainer er stor og flabet, osten på pizzaen unødvendig tyk, og hvor lærerne på bedste NORA manér viser nok rummelighed til økonomisk at understøtte en uforberedt elev.
Silas 3s
