3w hjemvendt fra Indien

6 dage i Pune. De har været spændende, trættende, udfordrende og forandrende. Vi har oplevet en helt anden kultur på nært hold og derudover en kultur, som er så radikal forskellig fra vores egen. 

På vores rejse skal vi til 2 byer. To byer, som er vidt forskellige i både størrelser, indbyggertal og levestandard. Vores tur har først gået til Pune. En by som er defineret ved at være en by for studerende, da den er spækket med skoler, colleges og universiteter. Pune er en by som er vokset omkring en række prominente og indflydelsesrige colleges. 

Vi har skullet besøge Fergusson College, der ligger nr. 2 på listen over Indien bedste colleges. Fergusson er et college med en lang og spændende historie. 

Vores dage i Pune har været overraskende og udfordrende på en helt ny måde end vi har oplevet før. Det at skulle bo hos en helt fremmed indisk familie, i et meget fremmed land og i en meget fremmed kultur. Under vores homestay har religion været et helt centralt aspekt i mange dele af vores tur, både ift. vores familier, men også ift. vores ture med skolen. Vi har besøgt store buddhistiske og hinduistiske templer – templerne har givet os en helt anden forståelse af, hvordan religion har indflydelse på et samfund og et land. 

Her i Pune har vi oplevet Ganesh-festivalen på helt tæt hold. Ganesh-festivalen er en af de største religiøse festivaler i Indien og har en særlig betydning i Pune, da det er her festivalen har sit udspring. Vi oplevede festivalen i hjemmet, hvor nogle har oplevet time-lange ritualer og andre kun 10 min, nogle har oplevet enorme optog og andre mindre optog. 

På de her 6 dage har vi oplevet ikke bare et kulturchok, som har været vildt hårdt, men samtidig er vi taget herfra med en masse viden og oplevelser i bagagen. Og for at være ærlig kigger vi tilbage på de sidste dage med lidt modløshed, for nu er den rejse vi har set frem til de sidste 2 år nærmest ovre… og det kan vi ikke helt forstå. 

3w i Indien