Global Citizenship Programme-dag 2018

For 8. gang blænder Rysensteen Gymnasium den 5. november op for sin årlige Global Citizenship-dag (i folkemunde GCP-dag), hvor en lang række politikere og eksperter debatterer klodens store problemstillinger med alle skolens elever, og hvor 3g-erne viser de film, de har produceret på deres rejser ud i verden til vores 12 partnerskoler. Dagen er planlagt i tæt samarbejde med magasinet Ræson og bliver i år styret med kyndig hånd af Radio 24-7s Asger Juhl.

Dagens første debatrunde blev åbnet af ingen mindre end landets finansminister Kristian Jensen (V), MF Martin Lidegaard (tidligere udenrigsminister) og Enhedslistens ordfører Pernille Skipper (MF), der på baggrund af fire spændende film fra Canada, Argentina, Singapore og Rusland diskuterede emner som nationalidentitet og sportens rolle som mediator mellem nationalstater.

Dagen slutter vanen tro med gruppesessioner på tværs af skolens årgange, hvor skolens 3g-ere i mindre grupper fortæller 1- og 2g'erne om deres film og oplevelser ude i verden og således giver stafetten videre til muligheden for flere nuancerede kulturmøder på tværs af landegrænser.

GCP-dag