3.x sender beretning fra Island

Efter flere timers turbulens ramte vi endelig islandsk jord en tirsdag eftermiddag klokken 16. Da baggagen var hentet, var der afgang med bus mod partnerskolen Verzló i Reykjavik. Her blev vi hentet af vores respektive islændinge, der alle tog godt imod os, og tog os med til deres hjem.

Det første kulturmøde bestod i, at alle de islandske unge kørte bil, da man i Island har ringe offentlige transportmidler. De følgende dage lærte vi desuden at de har en helt særlig islandsk is, som de spiser året rundt og særligt om aftenen, når det er koldt. Mange spiser generelt mange snacks, og skyr er særligt populært. Derudover fortalte de om de 13 julemænd, de har, og de trolde og elverfolk, der bor i det islandske landskab. Man skulle ellers tro at den islandske kultur var meget lig den danske, men der er større forskel end først antaget. 

I løbet af de 8 dage vi havde i Island var vi skiftevis sammen med islændingene og sammen med vores egen klasse på udflugter. Vi besøgte f.eks. virksomheden deCode, som er særligt fremskridende indenfor forskning i forskellige sygdomme, grundet den islandske befolknings særlige genetiske homogenitet; Vi besøgte en energistation, som bruger geotermisk energi til at producere både elektricitet og varmt vand til store dele af Reykjavik; og vi besøgte både nationalmuseet og Perland Museum, som fortæller om henholdsvis Islands historie og nogle af deres naturvidundere. 

Desuden tog vi til Den Blå Lagune og kørte en del rundt i det islandske landskab, hvor vi både har set gejsere, vandfald, flotte udsigter, en lavagrotte og kløfter, der er skabt af de tektoniske plader, der langsomt bevæger sig fra hinanden. 

Med islændingene har vi både været i biografen, haft fællesspisning, byvanding og mange er blevet en del af familien og til dels deres daglige rutine. De er meget imødekommende og fortæller gerne om deres liv, den islandske kultur og deres nationale identitet, selvom de også har rigeligt at se til ift. skole, prøver og lignende.

Vi har haft en spændende og lærerrig tur og har haft en hyggelig tid som klasse sammen. I aften har vi vores sidste aften her i Reykjavik og glæder os til at slutte turen af på hyggelig vis, inden vi vender hjemad i morgentidlig for at lave vores film. 

 

Eva, 3.x 

17/09-2019

landskab