Med Felix og Freja fra 3c til MUNOM i Malmö

I starten af november tog vi en tur til Malmø for at deltage i MUNOM 2019 på Borgarskolan, hvor man simulerer FN’s måde at arbejde på. Her fik vi rig lejlighed til at diskutere globale problemstillinger under dette års tema ”Bold steps for Everlasting Peace”. Noget, som er lidt specielt ved Model United Nations, er, at man repræsenterer et land, der ikke er ens eget. Således repræsenterede vi Venezuela og Afghanistan og var dermed nødt til at fremstille andre holdninger end vores egne, hvilket var enormt interessant. Både i ECOSOC i United Nations Office on Drugs and Crime, men også I Security Council, som er FN’s sikkerhedsråd. Vi diskuterede Kashmir-krisen mellem Indien og Pakistan, det Sydkinesiske Hav, hvordan man begrænser international narkohandel og meget, meget mere. I Malmø blev vi mødt af delegerede fra andre steder i verden. Der var unge fra Israel, Sverige, Norge, Danmark, Holland og Polen, som alle var der med ét mål: at blive klogere på verden omkring dem samt stifte bekendtskab med andre unge der, deler de samme interesser.

Det var også interessant for os at finde en masse inspiration til næste års RYSMUN, som vi skal i gang med at planlægge lige om lidt. RYSMUN er Rysensteens årlige MUN-konference, som alle 2g’erne, samt elever fra Rysensteens partnerskoler deltager i.


Felix og Freja, 3c

Freja  holder tale på MUNOM