Et indblik i det amerikanske - fra videnskab til familieliv

Da vi trådte ud af Logan lufthavn i Boston, USA den 1. oktober 2019 begyndte vores længe ventede studietur for alvor. I mere end to år havde vi set frem til netop denne dag - dagen hvor vi som klasse stod i et fremmed land, på nyt territorium, men alligevel så velforberedte som man kan være.

Med Boston, USA som destination havde vi alle lært om både landet og byen, men det er altid helt anderledes, endelig at stå der i virkeligheden.

De første 5 dage tilbragte vi i Boston by, hvor vi bl.a. fik lov at opleve en såkaldt Duck-tour, Museum of Science, MIT og Harvard. Med vores Duck-tour, som egentlig er noget så simpelt som en køretur med guide rundt i byen, fik vi lov at se en masse steder vi ellers aldrig havde nået. Guiden formåede i bedste humoristiske stil at underholde, samtidig med at Boston pludselig åbnede sig for os. 

Med besøget på Museum of Science, kunne vi alle føle os lidt som børn igen. Jeg tror, at vi alle havde en smule flashbacks til hvert vores minder om besøg på Eksperimentariet, da vi var små. For med et selvfølgelig både vildere og større lyn-show, end vi nogensinde kunne mønstre her i landet, blev vi bl.a. fortalt om lynets storslåethed. 

Dagene efter besøgte vi hhv. MIT (Massachussetts Institute of Technology) og Harvard. Efter en flot rundvisning fik vi på MIT mulighed for at møde en forsker, som fortalte om sit liv og studier på MIT. Og netop med vores fag matematik og fysik, var det virkelig relevant, og begge besøg var virkelig spændende, og mindede os også om hvorfor vi har valgt netop den her klasse - og hvad det er vi har tilfælles.

Lørdag d. 5. oktober, blev vi hentet i en klassisk amerikansk skolebus, fordi vi skulle køres til Marion, hvor partnerskolen Tabor Academy ligger. To af de elever, som havde besøgt Danmark i foråret, var med til at hente os i Boston. Den ene var hende, som havde boet hos mig, og som jeg stadig holder kontakt med. Så mens vi snakkede om alt hvad der var sket siden sidst, begav vi os afsted mod Tabor Academy, hvor vi skulle bruge resten af turen hos vores værtsfamilier.

Mens nogle boede på campus, boede andre længere væk. Jeg kom selv til at bo hos familien Long på Campus, hvor min værtselev hed Paige. Der startede en helt fantastisk lærerig oplevelse. For på blot en uge nåede jeg at lære den amerikanske kultur og skolesystemet at kende, og ikke mindst fik jeg et helt utroligt indblik i hvordan en amerikansk familie virkelig er. Da jeg forlod Tabor følte jeg nærmest, at jeg efterlod min egen familie bag mig. Samtidig vidste jeg også, at når folk ville spørge mig hvad jeg havde fået ud af rejsen, ville jeg ikke blot svare at se USA. Jeg ville svare “Jeg har fået endnu en familie, som ikke blot har givet mig et overfladisk kendskab til den amerikanske kultur, men - egentlig overraskende - har givet mig et ægte indblik i den. 

Af Pi Eline Vittarp Domsten, 3y

boston