Besøg fra Frankrig på Rysensteen Gymnasium

I ugen op til juleferien havde 32 Rysensteen elever – heriblandt mig selv – en fransk udvekslingselev fra Bretagne boende. Jeg mener, at vi har lært meget af at åbne vores hjem for en fremmed, og det har været en spændende og sjov oplevelse at lære en ny kultur at kende. Selvom vi i fransktimerne har lært og hørt om fransk kulturmøde, er det alligevel noget andet at opleve på egen hånd. Vi fandt hurtigt ud af, at der er mange ligheder mellem vores to kulturer, og at det ikke er så forskelligt at være fransk og dansk teenager. Vi oplevede selvfølgelig også, at der er nogle forskelle, alt fra de små – såsom rugbrød med på madpakke, til de større såsom, generelle samfundsstrukturer og forskelle mellem land og by. Dette gjorde, at vi fik mulighed for en masse spændende og lærerige samtaler.
Vi har gjort vores bedste for at vise hvad dansk kultur – og dansk jul – indebærer, ved blandt andet at flette julehjerter og spise flæskesteg.  
Da vi havde franskmændene en weekend uden noget planlagt i skoleregi, sørgede vi danskere for at mødes og gå en tur på strøget med vores gæster – ikke mindst for at se de smukke juledekorationer. Vi brugte en hel dag i byen, hvor vi tog et smut forbi Nyhavn, Magasin, Rådhuset, Amalienborg med mere. Herefter sluttede vi dagen af med at tage i Tivoli, der var et kæmpe hit.
I hverdagene fik vi danskere mulighed for både at deltage i almindelig undervisning samt lave aktiviteter med franskmændene. De besøgte Louisiana, Rundetårn med mere, men var også til en forelæsning på Københavns Universitet, da de var fra en science-klasse. Efter skole tog vi ud i byen for at skøjte samt bowle med dem. Vi har sammen i grupper vist København frem for vores franske gæster, hvilket også har betydet, at vi har fået nye sammenhold på tværs af de danske klasser. 
Det har været en dejlig oplevelse at have franskmændene på besøg, specielt fordi, at man bliver bevidst om hvilken smuk og historisk by vi lever i, og vi har set dele af vores hjemby, som vi normalt ikke selv ville besøge. Samtidig oplever man, hvordan franske elever ser på vores hovedstad og på dansk kultur generelt.
Som en del af programmet, skal vi til marts besøge vores franskmand i deres hjemby. Dette glæder vi os til, da vi nu kender eleverne og har hørt om deres hjemby, som vi sammen ser frem til at opleve.

Benedikte 2f

gruppebillede