FN-forløb for alle 1.g elever

I uge 38 har alle 1.g elever på Rysensteen været igennem vores FN-forløb, hvor der arbejdes med verdensmålene, FNs opbygning, Factfullness af Hans Rosling mm. Forløbet afsluttes normalt med et besøg i FN byen, men dette pga. coronaen desværre ikke muligt. Eleverne fik i stedet oplæg eksperter fra FN, som fortalte om deres arbejde for FN. 
Her hørte de fra Flemming Johannesen, kommunikationschef FN-byen, Camilla Brückner, direktør for UNDP’s nordiske kontor, Henrik Fredborg Larsen, Head of Africa - Nordics Partnership Initiative and Senior Advisor i UNDP, Mette Strandlod, External relations associate for UNFPA, Elisabeth Arnsdorf Haslund, Talsperson og senior kommunikationsansvarlig for Danmark, Island, Finland og Norge hos UNHCR.

 

FN-forløbet beskrevet af Emil Winkel Gaarn, elev i 1.g
Rysensteens ønske om, at skabe globale og internationalt bevidste mennesker blev tydeligt afspejlet i FN forløbet, og i GCP ånden er der kreeret et crash-course på 6 moduler, hvor der stiftes bekendtskab med FN strukturen og dets organer. 


Forløbet har specielt fokus på FN verdensmål, da dette er et centralt tema i al undervisningen på Rysensteen. Vi undersøger, hvorfor FN har netop disse mål, hvordan arbejder FN på at udfører målene, og hvor langt er vi egentligt nået? 


At arbejde med verdensmålene giver en forståelse for verdens tilstand og de problematikker, som er de vigtigste at fokusere på. Verden er kaotisk, og det kan være svært at vide, hvor man overhovedet skal begynde og undlade bare at give op. Verdensmålene hjælper, ved at give os noget kvantitativt vi kan stræbe efter, og nogle klare målsætninger man kan arbejde ud fra, hvilket giver håb om, at vi rent faktisk kan gøre en forskel. Formålet er, at indse at verden ikke er lige så håbløs som den ser ud. 
I forlængelse af dette arbejde kiggede vi på bogen Factfullness af Hans Rosling for at understøtte, ved hjælp af data, at den globale situation på mange parametre er i forbedring. 


I forløbet kom vi i dialog med ansatte i FN for at lære yderligere om FN som en organisation og om arbejdet, som de udøver på daglig basis. Specifikt kom arbejdet fra UNDP, UNFPA og UNHCR på dagsorden, og de individuelle elever fik lov at give egne løsninger og tanker til problematikker, som til slut kan blive italesat hos FN. 


Alt i alt, er forløbet med til at styrke Rysensteens gejst for en forståelse af verden. 
 

Forside