RysMUN 2022

Efter en lang pause kunne vi i år endelig holde RysMUN for hele 2. årgang og vores besøgende partnerskolelever igen. Som vi plejer. Uden Zoom.
 
MUN står for Model United Nations og er en simulation af FN's arbejde. MUN-konferencer afholdes jævnligt verden over og giver unge et unikt indblik i internationalt samarbejde, diplomati og kompromis. 

På Rysensteen er konferencen obligatorisk for hele 2. årgang. Her sad eleverne - iført tøj i overensstemmelse med FN's dresscode - enten i komiteer (UNHRC, UNEP, DISEC og Security Council) og debatterede højaktuelle emner som krigen i Ukraine og klimaforandringer - eller også agerede de presse og dækkede begivenheden gennem fotos, videooptagelser, interviews og pressekonferencer.

Et hold dygtige chairs fra både 3., 2. og 1. årgang havde defineret rammerne for komiteerne på forhånd og styrede debatterne undervejs, imens et staff-hold bestående af 1.g'ere sørgede for, at alt det praktiske fungerede problemfrit. På den måde var RysMUN en stort set 100% elevstyret success.

I år havde vi desuden besøg fra vores partnerskoler i Tyskland, Frankrig, Spanien, Tyrkiet og Kroatien. Det er skønt endelig at høre fremmede sprog blive talt på gangene igen, og partnerskoleelevernes perspektiver på de emner, der blev diskuteret, er helt essentielle for et godt RysMUN. 

Vi glæder os allerede til næste år!

I 2022 kunne RysMUN omsider foregå under normale omstændigheder igen