Besøg fra Dortmund 2022

Midt i september havde vi på Rysensteen besøg fra vores partnerskole Heinrich-Heine-Gymnasium i Dortmund - vores ældste udvekslingssamarbejde. Programmet bød på weekend sammen med familierne, fotosafari, film, værdidebat, udflugt til Roskilde med besøg i Domkirken og på rockmuseet Ragnarock, afskedsmiddag, morgensang og et rørende farvel på Hovedbanen. Alma fra 2021x skriver:

“Jeg har i år tilmeldt mig til Dortmundudvekslingen 2022, og i den seneste uge har vi haft 20 tyskere på besøg fra Dortmund. Det har været en vildt fed uge, hvor vi har fået en masse nye bekendtskaber, samt en større forståelse for andre kulturer. Vi har alle haft en tysk udvekslingsstudent boende, hvor de både har deltaget i vores undervisning og aktiviteter uden for skolen. Det har været en kæmpe oplevelse at åbne vores hjem for en fremmed og dermed vise den danske kultur frem. Dortmundudvekslingen har også været med til at forbedre vores tyske ordforråd, da vi har snakket og hørt på en masse tysk. Alt i alt, har det været en fantastisk oplevelse, som jeg virkelig vil anbefale til alle dem, der står og overvejer at tage med næste år. Nu kan vi i hvert fald se frem til foråret, hvor vi skal ned og bo hos dem og opleve Dortmund, som de oplevede København.”

Besøg fra vores partnerskole i Dortmund