2.g-elever på udveksling i Bretagne

For nylig rejste en gruppe fransk-elever til Bretagne på udveksling - her fortæller Havana fra 2.x om turen:
"Jeg var med Rysensteen på udveksling til Saint-Brieuc i Bretagne, hvilket var den fedeste oplevelse. En uge hos en fransk elev, med et helt andet sprog, et helt andet socialt liv, helt andre madvaner og en helt anden skolekultur. Franskmændene tog imod os på stationen, og derfra blev vi hovedkulds kastet ud i den franske kultur. Weekenden bød på sightseeing af smukke Saint-Brieuc med strande, slotte og vild natur. Der var middage, volley match og genbrugsshopping. Man blev virkelig hurtigt venner med sin franskmand og efterhånden mere og mere bekendt med det franske sprog.
I hverdagene på skolen var vi med til undervisningen. Jeg diskuterede blandt andet feminisme i Danmark og Frankrig – på fransk – i faget ”Geo-political-science”. I en anden session dannede vi en cirkel, hvor vi fortalte hinanden om vores forskellige projekter og talte om betydningen af Erasmus som organisation. Udover det var der en masse aktiviteter i løbet af ugen. Vi besøgte smukke Mont Saint Michel - turen derhen indebar en gåtur på havbunden i kviksand og søde og salte crêpes undervejs, som de er meget glade for i Saint-Brieuc. Vi dansede også Bretonsk dans, cyklede byen rundt på elcykler og sejlede til Île-de-Bréhat, som er en ø fuld af hyggelige bondehuse og med et særligt mikroklima, der giver et sydfransk naturliv.
Sidste dag stod i festens tegn. Der var dækket flot op til afslutningsmiddag på skolen og kokkereret en masse franske delikatesser til os. Franskmændene havde lavet en sød video fra hele ugen, som vi så i fællesskab, mens vi spiste og grinede af alle de mange sjove minder. Alt i alt en ultrafed og lærerig uge – nu glæder vi os til de kommer og besøger os i Danmark og til at vise dem den danske kultur."

2.g-elever i Bretagne