ERASMUS+ projekt i Frankrig

I uge 41 tilbragte vi tre fransklærere Iben, Laura og Lotte en skoleuge på et fransk gymnasium i Saint-Maximin (ca. 50 km nord for Paris) ved navn Lycée Professionnel de Rothschild. Vi ankom mandag formiddag til det imponerende slot, hvor skolens administration og ledelse holder til, og blev taget meget varmt imod af gymnasiets vicerektor, som vi kender fra da hun besøgte Rysensteen som en del af et andet Erasmus-projekt for 6 år siden. Efter en god samtale og frokost i kantinen (som naturligvis hver dag består af forret, hovedret, ost og dessert) med vicerektor og rektor blev vi vist rundt på hele skolens campusområde af gymnasiets internationale koordinator. Herefter gik ugen med at følge undervisningen og have interessante samtaler med både ledelse, administration, lærere og elever. 

Gymnasiet er et Lycée Professionnel, hvor eleverne med en BAC PRO både får en studentereksamen og en praktisk uddannelse. Vi fik derfor både set klassiske fag, som vi kender dem, fx historie, engelsk, fransk, matematik og kemi, men også de praktiske fag på fly-, auto- og motorcykelmekanikeruddannelsen, hvor vi var noget mere på udebane. Det var enormt lærerigt for os at være fluen på væggen i undervisningen og se og høre om, hvordan undervisningen på et fransk gymnasium fungerer. Vi fik også lejlighed til at have mere uformelle snakke med lærere og ledelse om løst og fast. Et af højdepunkterne på vores ophold var, da vi fik lov at interviewe en række elever om deres syn på deres uddannelse, på Frankrig i det hele taget og på fremtiden. Eleverne var meget åbne over for os, og det var opløftende, at de var glade for deres skolegang og havde et positivt syn på fremtiden.

Vi er meget taknemmelige over den varme velkomst vi fik fra alle på skolen: Der var imponerende mange, der tog sig god tid til at snakke med os og var villige til at have os med i deres undervisning, og vi blev mødt med stor hjælpsomhed (vi blev fx hentet og kørt i skole hver dag!). Vi drager derfor hjem med mange gode møder, oplevelser og en masse inspiration til franskundervisningen i bagagen. 

Erasmus+ projekt i Frankrig