ScotMUN 2013

ScotMUN Edinburgh 28/2 - 3/3 2013

Med kufferterne fulde af forventning, spænding og nystrøgne skjorter tog Rys-delegationen den 28.2 afsted mod det grønne Skotland for at deltage i SCOTMUN 2013. 

Velankomne på det nydelige hostel som vi, sammen med mange andre MUN-deltagere, var indlogerede på, fik vi mulighed for at se det mest centrale Edinburgh med de smukke gamle bygninger og det velbevarede slot. Den efterfølgende dag var der åbningsceremoni for konferencen, så blazere og blanke sko fik ikke lov at ligge længe i kufferterne. 

Som repræsentanter for hhv. Canada, Estland og Italien diskuteredes der de næste to dage bl.a. klimaflygtninge i Human Rights Council, retten til Golanhøjderne og den fredelige brug af det ydre rum i Special Politics og Syrienkonflikten i NATO. Mellem de mange timer i session (komitémøde) var der rig mulighed for at få snakket en masse med de andre delegerede, der kom fra universiteter fra hele verden, lige fra Holland til Singapore. 

Et andet socialt højdepunkt var den store middag efterfulgt af en introduktion til den traditionelle skotske folkedans Ceilidh, der både sørgede for smil, sved og ømme tæer. 

Selvom, eller måske også fordi, niveauet var højt og dagene i komiteerne lange, var det en fantastisk spændende tur. Ikke kun fik vores egen Rysdelegation en masse nye bekendtskaber, internationale kontakter og faglige kompetencer, der var også plads til nye indtryk og en masse inspiration til det snarlige RYSMUN, der forhåbentligt kan give nye MUNere et indblik i den unikke følelse og oplevelse, et MUN altid medfører.

Maria Catalina, 3.y