2d i Odense

Hvad sker der, når urbanisering og globalisering presser en stor dansk by? Det spørgsmål var omdrejningspunktet da 2.d tilbragte tre dage i Odense. Svaret fik klassen fra mange forskellige kanter. Professor Johannes Nørregaard Frandsen, holdt foredrag om danske byers udvikling. Institutionsleder Rasmus Dorph satte klassen til at lege med børnehavebørn og fortalte om integrationsudfordringer i Vollsmose. Teaterleder Marianne Klint bød 2.d indenfor på teatret Momentum, der giver byen kulturel input med et skær af Berlin. Og dagene blev afsluttet med et besøg på Fyens Stiftstidende, hvor bl.a. journalist Rune H. Blichfeldt fortalte om sit arbejde med at dække de omfattende ændringer, som byen udsættes for i forsøget på at forandre sig fra en stor dansk by til en storby.