Nyt fra 3y's rejse til Indien

Læs 3ys spændende rejsereportage om turen til Indien:

Afrejse med Turkish delight
Klokken er 09:00, og vi står trætte i lufthavnen men tanken om den længeventede studietur til Indien er dominerende, og fokus er kun på turen. Humøret er højt, det snurrer i maven på folk, og spændingen bliver mere og mere intens. Efter lang tids venten ved check-in og security, sidder vi nu ved gate C26 og er for alvor klar til at tage hul på rejsen til Indien – næste stop: Istanbul!

I Istanbul står den på ventetid. Vi har godt og vel 4 timer, og de går ellers med UNO, afslapning, frokost fra diverse fast-food kæder i lufthavnens food-court area, og sidst, men ikke mindst: Turkish delight. Ved gaten er tyrkiske og danske medrejsende skiftet ud med indere, og på trods af lidt mere end seks timers forestående flyvning, virker Indien pludselig ikke så langt væk.

En lang rejse er næsten veloverstået og vi vandrer mod paskontrollen efterfulgt af baggageafhentning og pengeveksling. Uden for lufthavnen bliver vi mødt af en ekstrem varme og luftfugtighed, og det er på trods af, at klokken kun lige har slået 05:00 lokal tid. Vi spotter hurtigt en lille stand med kolde drikkevarer og lidt let mad, og hurtigt omringer vi den. Her bliver vi tilbudt samosa til 2 kroner, men på trods af den billige pris, holder vi os alligevel til literflasker med vand til den nette sum af 4 kroner – vi er i Indien!

Bussen henter os, og turen fra Mumba gennem Annawadis slumkvarter byder på specielle, interessante, men også meget ubehagelige oplevelser. På trods af det vi allerede er blevet vidne til, er folk alligevel oppe og køre. Om få timer møder vi vores udvekslingsklasse!

'What do we have to do if we’re going to take a poop?'
Vi ankommer til Ferguson College, og ud af vinduerne på bussen kan vi se inderne flokkes. Pludselig anes der en smule nervøsitet i kroppen, men den forsvinder i det øjeblik vi får sagt hej til vores værtsbror, Shriniwas. Alle eleverne samles i skolens gæstehus, hvor vi får en kort introduktion. Herefter bliver vi budt på lidt let morgenmad i form af små sandwiches, kaffe lavet på fløde og pulver, og idli, en sammenkogt risblanding med en forholdsvis stærk chutney.

Efterfølgende går vi alle hver til sit. Vi bliver introduceret til den indiske trafik, hvor regler kun er til for at blive brudt. Dog formår Shriniwas alligevel at få os transporteret sikkert hjem til sine forældre. Hans far er dog ikke hjemme, men hans mor står i køkkenet og forbereder frokost til os. Med hænderne samlet foran vores bryst gør vi os et forsøg med lidt hindi, og siger namaste. Hans mor er venlig, men siger dog ikke så meget. Vi bliver kort vist rundt i hans hus, som umiddelbart virker lidt gammelt og beskidt. Efterfølgende får vi muligheden for at sove lidt, og sovefaciliteterne er meget enkle – vi sover fire drenge på gulvet på noget, der minder om to madrasser, som er omkring tre centimeter i tykkelsen.

Efter en time på øjet er det tid til frokost. Vi får serveret pav bhaji, pav=brød og bhaji=sammenkogte grøntsager. Fremgangsmåden er simpel. Man tager brødet med højre hånd og griber fat om grøntsagsblandingen med brødet. Smagsnuancerne er meget anderledes, men det smager fantastisk godt.

Efter frokost mødes vi på Fergusson med nogle andre indere og danskere. På bagsædet af en knallert og mast sammen i en rickshaw kommer vi frem til udsigtsstedet. Her har vi udsigt ud over et stort sø/sumpområde. Vi får at vide, at en del kærestepar kommer til stedet på grund af den smukke udsigt og de romantiske omgivelser. Efterfølgende tager vi alle hver til sit. Shriniwas tager os ud på indkøb, og vi får købt lidt forskelligt. Som aftenen falder på forøges mængden af trafik, og folk flokkes i gaderne. Der er fyldt med gadekøkkener, en masse butikker samt musik og støj, der skaber en helt fantastisk stemning. Klokken nærmere sig halv ti, og trætte kommer vi hjem til familien. Hans mor har forberedt endnu en meget lækker ret. Retten hedder Waran-fal, og består af noget, der minder om chips, samt en gryderet fyldt med en form for pasta i en form for tyk sauce som er lavet på en nogle specielle frø kaldt dal. Efter aftensmaden beslutter vi os for at give familien de gaver, som vi har taget med. Heriblandt er der danske bolcher, lakrids, chokolade, og H. C. Andersens samlede værker samt en porcelænsskål som falder i god jord hos forældrene. Faderen giver os hånden, og de siger alle tak, men det virker som om, at de er målløse over gaverne. Efter maden beslutter vi os for at gå op på værelset, og efter en lang dag uden toiletter, er det på tid at give slip. Men der er ikke noget toiletpapir. Vi forhører os hos Shriniwas, og han viser os en lille fin bruser ved siden af toilettet. Det er sjovt at der er så stor forskel på Danmark og Indien, men toilettet er langt fra det eneste. Når der skal bades foregår det på en meget simpel måde. Vi fylder en spand med vand, sætter os på en skammel, og hælder vand ud over os. Det er også meget spændende at opleve. Omkring midnat ender vi på madrasserne, og der går ikke lang tid før at vi alle sover.  

Let’s have a race!
Det er mandag og vi skal i skole. Planen er at vi skal møde op på skolen kl. 09:00 til et foredrag, men det sker ikke. Shriniwas har misforstået noget, så klokken halv ni går han i bad, og kvart over sidder vi i bilen. Han regner med, at vi skal have morgenmad på skolen fra 9 til 10, men efter et par opkald træder han speederen i bund, og på vej til skolen ender vi forbi én af de utallige McDonald’s i Pune. Vi bestiller morgenmad til fire mennesker hvilket ender med en total pris på 36 danske kroner. Det er helt vildt. Vi spiser på farten, og ender i lokalet med de andre elever en time forsinket. Efter foredraget får vi mulighed for frokost. Heriblandt er der: Wada pav, en form for indisk burger som består af kartoffel indeni et stykke brød, Jeera rice (en sød risblanding), og ukadiche modak, som er søde dumplings. De er lavet på kokus med en skal af ris. Faktisk er denne kage den samme som guden Ganesha har i hånden. 

Efter frokost er det tid til en rundvisning på skolen. Skolen er meget stor, og på trods af at vi bruger tre timer, når vi ikke det hele. Vi går hver til sit, men vi er en større gruppe som tager over i et center. Ved indgangen bliver vi bedt om at udlevere vores tasker til opbevaring, hvilket virker ret underligt. Dog giver det fin mening, at vi ikke tager vores tasker med ind i centeret, da de ikke vil risikere tyverier. Alt i centret er billigt. Tank tops og underbukser koster under 20 danske kroner, Levi’s bukser koster omkring 300 kroner, og skjorter fra diverse mærker koster omkring 100 kroner. Alle vi danskere er helt oppe og ringe over priserne, men inderne forstår os egentlig ikke. Faktisk er priserne ikke særligt gode for dem, så det er alligevel med en lille klump i halsen, når vi fylder indkøbsposen med varer og kører kortet igennem. Inderne har besluttet sig for, at vi alle skal nyde udsigten fra toppen af Marriot. Fire af os sidder bag på indernes knallerter, og vi beslutter os for at lave en konkurrence om, hvem der kommer først. Det er en helt vild oplevelse at sidde bag på en knallert som snørkler sig gennem bilerne, rickshaws og andre knallerter med 50 km/t. Inderne kører som gale for at sige det ligeud, men hold nu op hvor er de nogle gode billister. Der er intet som hedder regler, så med hornet i bund kommer de gennem labyrinten, og hvis en person går ud foran dem, stopper de først, idet de rammer. Det er helt vildt at bevæge sig rundt på Punes veje, og vi tør ikke engang tænke på, hvordan det må være i Mumbai. Efter et intenst kapløb ankommer vi til Marriot. På toppen kan vi nyde udsigten, og generelt har vi det dejligt i hinandens selskab. Inderne har taget fantastisk imod os. De er meget imødekommende og udadvendte, og vi er sikre på at vi er i gang med at etablere et venskab for livet. Nogle af drengene bestiller mad, og en ret som normalt vil koste mellem 60 og 100 kroner derhjemme, fås her til 9 kroner. Efter lidt tid med en masse grin og latter beslutter vi os for at tage hjem. I dag har vi en inder med hjem. Vi kan ikke udtale hans navn, så vi kalder ham bare Prada. Det er han meget godt tilfreds med. Vi spiser en form for pandekager med en stærk creme/sauce som minder om guacamole. Den er lavet på grønne chilier, limesaft, koriander og mælken fra en kokosnød. Endnu en gang smager det dejligt og det er endnu stærkere end de andre retter. Maden mætter os ikke helt, men Shriniwas har købt en stor kage, så maverne ender alligevel fyldte. I nat sover vi på the terrace på toppen af huset. Vi sidder og snakker, imens Prada sover, og imens vi snakker kan vi høre alle de ejerløse hunde gø i baggrunden – og der er alt for mange af dem. Hvem ved hvad de diskuterer i løbet af natten? Natten er stadig ung, 03:00, men vi hygger!

'Jeg har det fint, udover at jeg har det virkelig virkelig dårligt'
Dagen starter uheldigt ud. En af os vågner med ondt i maven, hvilket resulterer i at det der er i kroppen gerne vil ud – og det er begge veje. Vi får kontaktet lærerne, og vi ender på noget der minder om en slags sundhedsklinik/læge. Planen er at vi skal besøge Suzlon Windmill, men det bliver ikke til noget i første omgang. I hjørnet på sundhedsklinikken står en vandbeholder og et metalkrus. Imens vores tredje mand bliver undersøgt, forhører vi os lige omkring hvem koppen tilhører. Spøjst nok fortæller Shriniwas os at alle drikker af koppen – ja, alle de syge indere der besøger klinikken. Lægen kommer frem til at vores tredje mand tager hjem for at få noget hvile, og Shriniwas tager med.

Imens kører vi med lærerne til Suzlon, hvor et foredrag allerede er i gang. Suzlon er verdens næststørste vindmølleproducent, og vi har fået en fantastisk mulighed for at opleve denne virksomhed. Vi får en rundvisning i hovedkvarteret, og alt er innovativt og nytænkende. Efterfølgende går turen hjem i busser hvor der bliver givet gas. Der er høj musik i bussen, og en masse af inderne danser i midtergangen, imens vi kører. Tilbage på Fergusson får vi frokost som minder om den vi fik dagen før, og så står den ellers på sightseeing i Pune. Vi starter med at besøge Mohandas ”Mahatma” Gandhis hjem i Pune, samt at se hans gamle tøj og møbler. Også den seng, hvor hans kone døde, er opbevaret her, og noget af Gandhis aske er spredt på et lille område i gårdhaven. Så kører vi videre til et museum. Her er der udstillet en masse om stammefolk i Indien, og det siges, at en mand skal klatre 60 meter op i en træpæl og tage kokosnødder, hvorefter han så er berettiget til at vælge sig en kone blandt stammens kvinder. Til sidst slutter vi af i en meget fredfyldt have/park, og efterfølgende tager vi tilbage til Fergusson, inden vi skal til middag med alle fra udvekslingsprogrammet. Fergusson har inviteret alle til aftensmad på Remee Grande hotel, som er et meget fint hotel i Indien, og maden er alt andet end det vi har fået de første to dage. Tjenere går fra bord til bord med et fad med én ret, og så serverer de ellers lidt af det hele i løbet af middagen. Til dessert er der en masse forskellige is og kager. Fyldte i maverne tager vi hjem til Shriniwas, og selvom vi er ved at blive snydt på en tankstation, ender vi glade på The terrace igen. – Godnat!

af Mikael, Andreas og Ziggy, 3y