Årsvikariat i biologi tilbydes

Ved Rysensteen Gymnasium tilbydes et årsvikariat fra 1. september 2014 inden for biologi, med mulighed for fastansættelse. Stillingen er på deltid svarende til ca. 800 timer.

 Rysensteen Gymnasium ligger i hjertet af København, 200 meter fra Københavns Hovedbanegård, og rummer ca. 920 elever og 90 lærere. Undervisningen foregår både i skolens hovedbygning, i sciencelokaler i Brune Kødby, i DGI-byen og det helt nyindrettede ’lærende laboratorium’ på Flæsketorvet i Hvide Kødby.

Skolen har en stærk international profil samt et stærkt fokus på demokrati og læringsstrategier, herunder anvendelse af IT i undervisningen. Vi tager skolens værdigrundlag alvorligt – både i den daglige kommunikation generelt og i undervisningen.

I august 2011 indførte vi et Global Citizenship Programme - et internationaliseringsprogram for alle skolens elever. Programmet er en kombination af almendannelse, faglighed og udveksling og rummer også et individuelt talentudviklingsprogram.

Global Citizenship Programmet skal styrke Rysensteens elevers kulturforståelse både lokalt, regionalt og globalt. Alle klasser får fra begyndelsen af deres gymnasieforløb tildelt en partnerskole et sted i verden, og i dialog med denne og med perspektiv på det land eller den region skolen ligger, udvikler eleverne en områdeforståelse, der anvendes som toning i alle deres fag. Partnerskolerne er fordelt, så de matcher deres studieretning bedst muligt. Som del af programmet har klasserne kontakt med videregående uddannelser og erhvervsvirksomheder, som medvirker til at øge deres forståelse for den destination, de arbejder med.

Hvis du har spørgsmål som du ikke får besvaret på www.rysensteen.dk kan du kontakte kvalitetschef Jonas Lindelof på tlf. 31 38 12 45.
Send venligst din ansøgning, inklusiv alle relevante bilag og eksamenspapirer elektronisk via www.gymnasiejob.dk

Ansøgningsfrist er mandag d. 23. juni 2014 kl. 12.00, men samtaler kan finde sted løbende.