Tyskelever fra 3s i Tübingen

Den sydtyske universitetsby Tübingen fik for en stund øget sit indbyggertal, da 11 ivrige og glade elever fra 3.S. tyF i ugen før påske indtog byen.  Ud over at få talt en masse tysk, fik eleverne et indblik i den tyske hverdag, idet de var privat indkvarterede hos tyske værter, der i ugen efter påske er på genbesøg i København. Turen bød blandt andet på skolebesøg med deltagelse i undervisningen, besøg på Mercedes Benz-museet, besigtigelse af verdens første fjernsynstårn af sin art i verden og en tur på Schwäbische Alb, hvor det preussiske kongeslot, Hohenzollern, der aldrig har været beboet, ligger.

Man kan ej heller tage til Tübingen uden en tur til Ritter Sport museet og efterfølgende besøg i deres ”museumsshop”, eller undgå en byvandring i den gamle universitetsby. Men når alt dette er nævnt var det bedste ved turen helt sikkert, de nye venskaber, der blev knyttet, og som forhåbentlig vil række ud i fremtiden.