Spændende essay om Indiensbesøg

I september 2015 var 3y på studietur i Indien, hvor de blandt boede hos elever fra vores indiske partnerskole Fergusson College. Læs Ellens spændende essay om rejsen nedenfor:

”Skriv om dit møde med Indien og hvordan du på to år i gymnasiet og 10 dage i Indien er blevet verdensborger” (min formulering af opgaven). Dette er nemmere sagt end gjort – for ikke at sige umuligt. Mit møde med Indien var nemlig ikke bare et møde med et land, men et møde med mennesker, lugte, lyde,  fattigdom og rigdom, som jeg aldrig har mødt tidligere, og ikke mindst mødet med en helt anden kultur.  Er jeg så blevet verdensborger ? Det er netop spørgsmålet, som man ikke bare sådan kan svare på.

Lige siden jeg for to år siden startede i 1.g på Rysensteen Gymnasium, har jeg og mine klassekammerater vidst, at vi i 3.g skulle til Indien. Vi har gang på gang fået ord som kulturforståelse og verdensborger banket ind i hovederne, vi er blevet undervist i indisk kultur, indisk religion og historie, og vi har lært, at vi skal være åbne og imødekommende over for andre kulturer.  Vi har med andre ord været rigtig godt forberedt til vores GCP-rejse – vi har  læst på lektien i to fulde år. Hvad der reelt ventede os, på den anden side af en 9 timers lang flyvetur, var dog noget helt andet end hvad vi havde lært om i skolen. Hvordan kan man forberede sig på at træde dødtræt ud af en bus ind i en mur af varme og fugt med 25 unge indere, der råber af glæde over vores ankomst, hvorefter man i skolens gæstehus får serveret indisk morgenmad bestående af brød med et tykt lag chilichutney – det stærkeste jeg nogen sinde har smagt? Svaret er, at det kan man ikke. Det er noget, som skal opleves.  Når inderne står og siger ”Oh, this is my favorite breakfast”, og man bare ikke kan få den stærke chili-sandwich ned, og det, man allermest har lyst til, er at sove og få et koldt bad, er det pludselig en udfordring at være den ideelle verdensborger. Jeg ville jo gerne være høflig og imødekommende og gøre et godt indtryk på den første dag, men jeg spiste altså ikke engang en  fjerdedel af den sandwich, jeg fik. Jeg havde ikke været i Pune i en time, og jeg følte allerede jeg overtrådte reglerne for, hvad vi har lært om godt verdensborgerskab.

Før jeg  kom til Indien, må jeg indrømme, at jeg gik rundt med ideen om, at jeg nok var en ret god og ideel verdensborger. Jeg kunne stolt sige, at jeg havde været et helt år på udveksling i USA, hvor jeg boede hos en lokal værtsfamilie, og jeg havde været på kortere udvekslingsophold i både England og Holland. Jeg følte, at jeg havde opnået en bred kulturforståelse og vidste præcis, hvordan man skulle begå sig i nye kulturer og blandt mennesker med andre vaner, værdier og en anden verdensopfattelse end min.  At stikke en finger i jorden og forstå og acceptere andre kulturer– ja det var jo nærmest mit speciale. Hvordan kunne jeg, som garvet udvekslingsstudent, blive overrasket, chokeret eller hylet ud af at være i et andet land? Imens mange af mine klassekammerater før turen var en smule bekymrede for kulturmødet med det meget anderledes Indien, tænkte jeg, at denne korte tur ville blive som en leg for mig. Jeg har rejst i Asien før, og jeg troede, jeg vidste præcis, hvad jeg gik ind til. Jeg tog fejl! Igennem hele turen blev jeg gang på gang overrasket over, hvor meget uventet og nyt, jeg oplevede. I de første fire dage boede vi hos vore indiske værter i den ret pæne by Pune. Det var selvfølgelig meget anderledes end Danmark, men der var ikke noget, der som sådan chokerede mig, udover indernes til tider ekstreme gæstfrihed og gavmildhed. Da jeg ankom til min værtsfamilie, blev jeg budt velkommen med beskeden om, at det var en tradition  at behandle ens gæster som sine guder. Det var noget både jeg og samtlige af mine klassekammerater i den grad fik at mærke! Der var ikke det, som skulle mangle af hverken mad, oplevelser eller overøsning med gaver til både mig og min danske familie. De fire dage skulle være perfekte – og for mit vedkommende gik de da også over al forventning! Anderledes var det, da vi efter opholdet i den relativt pæne by Pune, ankom til Mumbai. Her begyndte mine følelser og mit gode verdensborgerskab for alvor at blive sat på prøve. Prøvelsen var mødet med den ekstreme forskel imellem rig og fattig.

Gadebørn er et stort problem i Indien, og især i Mumbai, hvor det menes, at der er mere end 37.000 børn, der bor på gaden og forsørger sig selv. Dette var jeg udmærket klar over, før vi kom til Indien. Jeg havde som sagt læst på lektien og fået at vide: ” Giv dem ikke penge! Gå videre, når de tigger! Ignorer dem og kig væk, hvis de hiver dig i armen eller bliver nærgående!”. Men ingen lektie, intet billede, ingen kulturforståelse kan nogensinde forberede dig på at en fattig, femårig, forældreløs dreng kigger på dig og tigger om mad. Intet kan forberede dig på at se en ung, usoigneret og urimeligt tynd pige sidde med et slapt barn i armene, og du er i tvivl om barnet sover eller måske er besvimet eller dødt pga. varme og sult. Jeg havde troet, at jeg sagtens kunne ignorere det, for jeg ved godt, at verden er ond og fuld af fattigdom – vi hører jo om det næsten hver dag og ser billeder i fjernsynet og på internettet, men at se det med egne øjne er en helt anden sag. Jeg var på randen til at græde mange gange, når jeg så gadebørnene tigge. Men hvorfor græde? Børnene får det jo ikke bedre af, at jeg har ondt af dem. Et par gange prøvede jeg at give nogle børn en is, en kiks eller en bolle, og at se deres ansigter lyse op over så lidt var hjerteskærende. Der var endda en lille dreng, der kom og bad om at få resten af min halvtomme vandflaske. Jeg følte mig hjælpeløs, for jeg ved jo godt, at det, jeg gav, ikke gjorde nogen som helst forskel for børnenes liv generelt.  At gå side om side med børn, der vil tigge for at få så enkel en ting som rent vand, synes jeg var svært. Meget sværere end jeg havde regnet med. At mange indere må leve med at se disse scener hver dag, har jeg svært ved at forstå. Er det så bare mig, der ikke forstår den indiske kultur? Min forståelse blev ikke bedre af en oplevelse jeg havde på den sidste dag i Mumbai.

”Hello Madame. Welcome to Malabar Hill Club.” Sådan blev  jeg og fem venner modtaget af  receptionisten i en ’Country Club” i Mumbais rigeste kvarter. Jeg var blevet inviteret til frokost af et rigt indisk ægtepar, som havde kontaktet mig igennem min værtsfamilie i Pune. Deres ”undskyldning” for at mødes var, at jeg skulle tage en elektrisk transformer med hjem til deres søn, som studerer i København. Vi fandt senere ud af, at det nok også handlede om, at de gerne ville mødes med nogle europæere og flashe i Country Clubben, at de havde ”venner” i Danmark. Derudover gav det dem også rig mulighed for at prale med alle de firmaer, de ejede, hvor mange marathoner de løb om året og hvor mange vigtige eller kendte personer, de havde hilst på, alt imens vi fik serveret den ene lækre ret efter den anden med 5 tjenere svansende rundt kun for at servere for os. Det føltes underligt og forkert, når man lige var kommet ind fra gader fyldt med tiggere og fattige. Der er som sådan ikke noget galt i at have mange penge, og man er vel heller ikke forpligtet til at give dem alle til gadebørn, bare fordi man bor i Mumbai, hvor fattigdommen er stor. Men det, der virkelig provokerede mig, var, da kvinden sagde, at hendes største drøm for Mumbai var, at der kom cykelstier og bedre fortove, så hun kunne løbetræne udenfor. Det undrer mig, at enhvers største drøm for Mumbai ikke er, at der ikke længere er børn, som sulter og lever på gaden. Det er måske her, jeg endnu engang fejler som den ideelle verdensborger. Måske bør jeg ikke komme med mine danske idealistiske holdninger til, hvordan Mumbai bør se ud. Jeg har måske ikke forståelse nok for, at fattigdom altid har været en så almindelig del af alle inderes hverdag, at den til sidst bliver næsten usynlig. Man indser måske efter noget tid, at det er et problem, der ikke bare lige forsvinder. Uanset hvad vil jeg nu alligevel stå fast ved mine danske værdier om, at man bør hjælpe dem, der ikke har så meget som en selv. Værdierne ligger så dybt i mig, at jeg ikke bare kan lukke øjnene for den enorme kløft, der er imellem rig og fattig i Indien, når jeg vil forstå deres kultur. På trods af dette sagde jeg intet til den rige kvinde - jeg nikkede og smilte, blot for at være en god verdensborger.

Nu er jeg kommet hjem til vores lille smørhul  - men fattigdommen raser jo stadig i Indien. Gadebørnene kæmper videre for at overleve, imens jeg  sidder her i Danmark og kan prale af, at jeg ”klarede det”.  Jeg klarede det endda uden at blive syg, fordi jeg kun spiste på pæne restauranter og drak flaskevand – gadebørnenes restaurant er en skraldespand med madrester. Herhjemme går alting bare videre, som om intet var hændt, men noget inde i mig har ændret sig. Jeg ved godt at det lyder som en  cliché, når jeg siger at rejsen til Indien har sat mit liv i perspektiv. Men det har den, og jeg er klart begyndt at værdsætte de muligheder, jeg har, meget mere, end jeg gjorde før.

Er jeg så blevet verdensborger nu? Eller var jeg det allerede før? Eller kommer jeg måske aldrig til at blive det? Svaret på dette kommer vel an på, hvad definitionen af en verdensborger er. Hvis det er en, der ved præcis, hvordan man skal begå sig, når man kommer til et nyt land med en ny kultur, og som forstår alle verdens kulturer 100 %, så er jeg det ikke. Jeg har lært, at jeg aldrig kan vide, hvad der venter mig i et land, jeg ikke selv har besøgt. Dette afskrækker mig dog ikke fra at rejse – tværtimod gør det mig mere nysgerrig efter at se, hvordan der er i de mange dele af verden, jeg ikke har set endnu. Men hvis en verdensborger er en, som har respekt og forståelse for, at andre kulturer, traditioner, holdninger og livsformer kan være forskellige fra ens egen, en der ser ud mod verden med et åbent sind, og som kan navigere rundt på forskellig vis, afhængig af det land og de mennesker man befinder sig iblandt, så vil jeg sige, at jeg er godt på vej til at blive en god verdensborger – men der er vel altid plads til forbedringer?

Ellen Signe Filtenborg Tvedskov, 3y

Læs flere spændende essays fra Indien