4.b på GCP-rejse i Madrid

Meget tidligt fredag d. 24/9 drog 4.b afsted til Madrid på den længe ventede GCP-rejse. Trætte og spændte ankom vi til partnerskolen Colegio Estudio om eftermiddagen, da de spanske elever lige havde fået fri. De spanske partnerelever strømmede ud af porten og fandt hurtigt deres danske partnere, som de fleste allerede havde kommunikeret lidt med på de sociale medier. Herefter fulgte en weekend hos de spanske værtsfamilier, der fx stod på udflugter til seværdige landsbyer i omegnen af Madrid, tur på det berømte Prado-museum, picnic i Retiro-parken - og masser af samtaler om stort og småt på spansk, naturligvis.

Mandag til onsdag fulgtes alle med deres partnerelev i skole, og i løbet af dagen var der aktiviteter enten sammen med de spanske elever eller os danskere som gruppe. Vi var bl.a. på guidet tur i Madrid med Pablo, som er tidligere elev fra Colegio Estudio. Han viste os sine yndlingssteder i byen, og der blev også talt meget om forskellene på dansk og spansk ungdomsliv. Vi var også i den smukke middelalderby Toledo, og endelig havde vi en hel skoledag på Colegio Estudio med flamenco, billedkunst og engelskundervisning, hvor de danske elever var delt ud i forskellige klasser. Onsdag aften blev vi inviteret i teater af partnerskolen, da næsten hele sidste årgang skulle se en forestilling i forbindelse med deres spanskundervisning. Det var en mere end to timer lang forestilling med meget dialog, så her blev vores spanskkundskaber virkelig sat på en prøve, men alle var enige om, at det også var lidt sejt at kunne se en spansk teaterforestilling og forstå den...i hovedtræk i hvert fald.

De sidste dage boede vi på hostel i det hippe og hyggelige Chueca-kvarter. Vi fik udforsket mange forskellige kvarterer i Madrid og var bl.a. også på Reina Sofia, det store museum for moderne kunst, og til Flamenco-forestilling i latinerkvarteret. Og så fik vi naturligvis spist en masse tapas! Søndag d. 3/10 gik turen hjem igen til København, der så ekstra grå ud efter 10 dage i sommervejr og sol. Vi havde alle en fantastisk tur, og hele flokken er super glade for at have fået muligheden for dette kulturmøde som en forsinket kulmination på tre år i den sproglige studieretning.    

4.b i Madrid