Klaus Olsen 1950-2019 - i dyb taknemmelighed
Kære alle sammen.
Som det er mange bekendt fik tidligere leder for pædagogisk udvikling og en ildsjæl på Rysensteen Gymnasium fra 1978 til 2015 Klaus Olsen konstateret bugspytkirtelkræft i august. Klaus sov stille ind i går i sit hjem i Malmø med sin hustru Ingrid og sine voksne børn Linus og Hanne omkring sig. Maja var på Hawaii, hvor hun bor, men har været hjemme indtil for ganske nylig.
Klaus var en helt igennem dybt engageret, loyal, empatisk og pædagogisk innovativ sjæl. Han brændte simpelthen for eleverne, for kollegaerne, for opgaven. Da jeg i 2001 bad ham så mindeligt om at komme ind i ledelsen på skolen, vægrede han sig. Det var i undervisningen og i samarbejdet med lærerne, han virkelig trivedes. Men han lod sig lokke – og hvor havde vi dog brug for det! I 13-14 år skabte Klaus – i samarbejde med mange lærere og med mig – hele fundamentet for Rysensteens pædagogiske profil. Som Julie fortalte på pædagogisk dag forleden – alt det vi laver på Rysensteen står på skuldrene af det, der har været lavet de seneste 19-20 år. Vi står på skuldrene af Klaus og alt det arbejde, han har lagt på skolen.
Klaus boede i Malmø og længe før broen kom, tog han hver eneste dag flyvebådene over til Rysensteen og hjem igen. Og når sneen føg eller stormen rasede måtte han op om natten og køre over Helsingborg for at komme på arbejde. Han svigtede aldrig! Hvor var det en lise, at broen kom.
Da vi påbegyndte arbejdet med at finde partnerskoler rundt i verden påtog Klaus sig at arbejde med Indien og Argentina. Han havde en ven i Malmø med kendskab til en skole i Bahia Blanca, og sammen rejste de derned og fik knyttet bånd til den skole, som vi fortsat samarbejder med. Og med en lærer på skolen skabte han ligeledes vores kontakt til partnerskolen i Pune, Indien.
Klaus var både Nysgerrig, Ordentlig, Rummelig og Ansvarlig. Faktisk var Klaus nok det mest inkarnerede NORA-menneske på Rysensteen. Det var trygt for både elever, lærere og ledelse at have Klaus med ”om bord”. Og det blev utrygt, da han gik på pension sommeren 2015. Men hvor var det godt. For siden har han sammen med sin Ingrid rejst og oplevet. Klaus´ yngste datter Maja er gift og bor med mand og sin søn Matteo på Hawaii. Der kom Klaus ud hele tre gange. Og de kom til Sverige hver sommer. Klaus elskede dette samvær med familien. Og han var så utrolig taknemmelig for, at have fået disse sidste 4 år dedikeret til netop familie, venner og rejser. Og til Matteo, som han elskede overalt på jorden.
Klaus var efter sin pensionering fortsat fuldstændig med i hvad der foregik på Rysensteen. Han havde vores hjemmeside som startside på computeren, og kommenterede det hele, når vi sås. Han hjalp med at grundlægge rammerne for vores pensionisttræf og ikke mindst hjalp han med at skabe alumneforeningen. I dette regi blev han i august udnævnt som den første æresalumne.
I tirsdags var Mads Laursen Vig og jeg i Malmø for at tage et uafvendeligt farvel med Klaus. Vi var ventede. Klaus lå i sin hospitalsseng derhjemme. Og efter flere uger, hvor han var blevet svagere og svagere var han i de to-tre timer vi var der fuldstændig klar. Han fortalte og fortalte. Og sit liv i Malmø, om sin kærlighed til Ingrid og ikke mindst om sin tid på Rysensteen. Og så lagde han sig træt tilbage. Og vi tog afsked. En afsked, hvor jeg præcis fortalte ham om alt dette jeg her fortæller jer. Hvor meget han har betydet for Rysensteen og alle os på Rysensteen. Og – at vi ALDRIG vil glemme ham. Dertil svarede han, at det vidste han godt ;-) Og så græd vi lidt.
Nu er Klaus sovet ind. Han var fuldstændig forliget med sin skæbne. Taknemmelig over at have haft så rigt et liv.
Æret være Klaus´ minde.
