Almen dannelse

Styregruppen for almen dannelse kommissorium

Medlemmer 2022/2023: AH, UD, ML, 4 elever udpeget af Elevrådet og 4 elever på baggrund af ansøgning.
Ledelse: La og LS

Styregruppen for almen dannelse kommissorium

Formål

Med udgangspunkt i skolens værdigrundlag, profil og vision arbejdes der for at fremme elevernes almen dannelse. Med NORA som afsæt arbejdes der gennem en struktureret ramme på at sikre trivsel og medindflydelse for skolens elever både socialt og fagligt. Gennem aktiviteter og involvering, der motiverer og giver eleverne rum til at lære og agere, udvikles eleverne i et levende og ansvarligt fællesskab. Udvalget støtter op om læringsmiljøet gennem aktiviteter og tiltag, der ligger på tværs af fag og i forlængelse af undervisningen.

Dannelsesformål for indsatser i almen dannelse

Et gennemgående ideal i almendannelsen er, ud fra en holistisk tilgang, at udvikle eleverne til at blive empatiske mennesker med en stærk individuel og fælles identitet. 

De overordnede dannelsesmål er at styrke:

  • Elevernes empatiske adfærd
  • Elevernes ansvarlighed
  • Elevernes evne og vilje til at indgå i forpligtende fællesskaber
  • Elevernes engagement og handlekraft i en demokratisk ramme

Der er under Styregruppen nedsat en række undergrupper/projektgrupper, der i skoleåret 2022/2023 arbejder med:

Digital dannelse

Medlemmer: HD, AH og La med en gruppe digitale ambassadører blandt eleverne.

Siden 2016 har vi på Rysensteen Gymnasium arbejdet med et helskoleprojekt, der gennem forskellige tematiske tilgange i de enkelte skoleår giver eleverne en bred forståelse af digitale muligheder og faldgrupper. Formålet er at gøre eleverne digitalt myndige ved at opbygge en etisk ansvarlig og hensigtsmæssig adfærd i brugen af sociale medier. Der arbejdes i en struktureret ramme på hhv. klasseniveau, på tværs af årgange og klasser og på årgangsniveau. I skoleåret 2022-2023 har vi i 1.g og 2.g haft fokus på sundhed og gode vaner i en digital virkelighed. 3.g-klasserne har haft fokus på deling af billeder og videomateriale. Eleverne i 1.g har desuden arbejdet med kropskultur og grooming på nettet.

Ud over helskoleprojektet arbejdes der fokuseret med skolens etiske kodeks for digitalisering. Elevambassadørerne inddrages i planlægningen, ligesom de er med til at kvalitetstjekke de forskellige indsatser. En vigtig indsats er arbejdet med at opbygge og udvikle elevernes studieteknik over de tre år, ved at give eleverne gode digitale værktøjer og styrke deres studiekompetencer.

Fællesskaber

Medlemmer: ML, JUP
Med afsæt i NORA arbejdes der med at understøtte og styrke de mange forskellige fællesskaber på Rysensteen Gymnasium. Helt centralt i denne sammenhæng er samarbejdet med skolens mange forskellige elevudvalg. Her arbejdes bl.a. med planlægning og gennemførelse af morgensamlinger for hele skolen, morgensang hver anden uge, kortere oplæg eller foredrag, studiekredse og lignende i hverdagen, samt understøttelse af diverse aktiviteter, der tager udgangspunkt i elevernes engagement i skolen som platform for samvær også uden for skoletiden. Ligeledes arbejdes der med en styrkelse af den skoleinterne kommunikation bl.a. via skolens interne Facebook-side og andre platforme for at sikre den gennemsigtighed, der gør, at alle har mulighed for at engagere sig i de mange store og små fællesskaber og aktiviteter, der tegner skolens liv.

Mange af de fysiske fællesskaber har været presset i forbindelse med Corona pandemien, og derfor vil der være ekstra fokus på at understøtte og igangsætte initiativer, der kan styrke skolens sammenhængskraft. I samarbejde med eleverne er der fokus på at arbejde med de fysiske rammer i f.eks. elevkælderen og på Flæsketorvet, så det føles rart og indbydende at bruge skolen som basis for samvær og fællesskab.

Sundhed og trivsel

Medlemmer: AMS, UD
Med fokus på at fremme et sundt ungdomsliv arbejder gruppen målrettet med diverse indsatser bl.a. i samarbejde med Københavns Kommune under en partnerskabsaftale. Der er særligt fokus på rygning og skolen har indført røgfri skoletid som indledning til det forventede forbud fra sommeren 2021. Der arbejdes endvidere med rusmidlers skadelige virkning ligesom der regelmæssigt tilbydes sundhedstjek på skolen, hvor der er mulighed for at visitere videre til behandling andre steder. Der arbejdes målrettet med at skabe en sund festkultur i de enkelte klasser samt i skolen generelt. Der er også fokus på at skabe en god klassekultur, hvor eleverne trives både fagligt og socialt.

Talentudvikling

Medlemmer: AH, BSS
Der arbejdes med fremme og synliggørelse af talentudviklingen på skolen ved at facilitere et bredt udvalg af individuelle tilbud til skolens elever. Der er fokus på synliggørelse af talentudviklingstilbud overfor skolens elever bl.a. ved et stort arrangement i samarbejde med skolens frivillighedsudvalg. Der sættes fokus på, hvordan man gennem engagement i ekstra-curriculære aktiviteter kan styrke sin egen handlekompetence og bane vejen for studier i udlandet.

I forbindelse med Corona krisen foregår arbejdet med talentudvikling langt hen ad vejen virtuelt.

Frivillighed

Medlemmer: La, BFR, Birk, Li

Projektets formål er at styrke elevernes handlekompetencer i en GCP-ramme. Der arbejdes på at fremme elevernes sociale engagement gennem deltagelse i frivilligt arbejde bl.a. gennem samarbejde med lokale og internationale organisationer.

Projektet har to områder:

  • Etableringen af faste kontakter med humanitære og mellemfolkelige organisationer i egentlige Skoleprojekter". Vi har tre faste samarbejder. Det første med Plejehjemmet Bryggergården, hvor et hold af elever cykler med demente to gange om ugen. Det andet er med Dansk flygtningehjælp hvor en flok elever er med til at drive en lektiecafe for udsatte børn og unge på Nørrebro. Det tredje er et samarbejde med Caritas Danmark, hvor eleverne er en del af et madfællesskab, hvor pakistanske kvinder laver mad sammen og til et kvindekrisecenter på Vesterbro.
  • Det andet ben tager udgangspunkt i en ”bottom–up-strategi”, hvor vi ønsker at facilitere de initiativer, der kommer fra Rysensteens elever i forhold til arrangementer af frivillig og social karakter. 

 

Almen dannelse på Rysensteen