3d i Kina 2024
3.d har været på studietur til Kina. Frida fra 3.d fortæller: Vi har som en del af Rysensteen Gymnasiums GCP-program selvfølgelig startet turen på homestay i Hangzhou. Her tilbragte vi 5 dage med vores partnerfamilie. Vi har oplevet Hangzhou’s smukke natur og seværdigheder bl.a. West Lake, Lingyin Temple samt lavet museumsanalyse på Liangzhu Museum. Det har været en oplevelsesrig rejse hvor vi på egen hånd har mærket de kinesiske unges hverdag da vi også var med vores partnerelever i skole. Vi har lavet kalligrafi, Tai Chi og lært traditionel kinesisk trommedans. Vi kan med sikkerhed garantere at vi har fået et bedre indblik og forståelse for den kinesiske kultur både som klasse men også individuelt. Vi har spist traditionel kinesisk mad, alt fra lækre dumplings til grisehjerne.
Efter vores 5 dage i Hangzhou gik turen videre til verdens 3. største by Shanghai. Her har vi været på byvandring, haft fællesmiddage, drukket mocktails på rooftop bar og fået unikke foredrag fra bl.a. Stepping Stones, en NGO der arbejder med det man i Kina kalder “leftover children”. Vi var dertil også på Fudan University hvor vi fik nogle rigtige gode samtaler med kinesiske studerende i forbindelse med vores GCP film. Selfølgelig brugte vi fritiden på at lege turister på egen hånd og fik snakket en masse kinesisk.
Turen til Kina har været spændende, lærerig og mega sjov. Vi har som klasse delt sjove oplevelser, historier og fået minder for livet.