3e i Canada 2024

Dumplings, jerk chicken eller de sprødeste croissanter? Toronto har det hele!

Byen er verdens mest multikulturelle, og det fik 3e lov til at opleve på både hostel og homestay. Toronto er en mosaik af mennesker og kulturer, men fælles for canadierne er en gæstfrihed, der gav 3e smil på læben fra start til slut. Vores partnerskole, University of Toronto Schools, havde sammen med os lagt et program, der fokuserede på de oprindelige folks repræsentation i det moderne canadiske samfund. Vi prøvede “smudging”, hvor salvierøg fjerner dårlig energi, så på gadekunst og var på vandretur i den skønne natur ved Niagara Falls. Vi hørte partnerskolens 80 mand store strygeorkester spille på den nationale helligdag “National Day of Truth and Reconciliation” og var til mindeceremoni på Torontos største plads. De canadiske familier tog godt imod 3e, og i løbet af seks dages homestay stod den på hockeykamp, dumplingværksted, violinundervisning, jødiske fejringer og timevis af gode snakke om, hvordan det er at være ung i Canada og Danmark. Et ting er sikkert: Det var fedt at være ung dansker på besøg i Toronto!

tre elever fra 3e på homestay